Borgvold-bakkens flade top er et magisk sted. Jeg har på fornemmeren, at det hele tog sin begyndelse her. At helligbyen Viborgs oprindelige helligbjerg var det 11 meter høje forbjerg mellem søen og den senere “bjergby”.
Den er vistnok en hatbakke. Grus og sand bundfældede sig i dødisens huller og lå tilbage som hatteformede bakker, da istidens is smeltede. Indtil sidst i 1850’erne havde den senere stadspark to af slagsen, men den nordlige kom til at tjene som opfyld rundtom.
Når jeg står deroppe og funderer, kan jeg sagtens se folk fra landsdelen følge dalstrøg og højderyg til de fremspringende bakker. På den højeste har goden, asatroens præst, haft sit tilholdssted. Bakken var som skabt til de hedenske ceremonier. Først med kristenheden trak de religiøse riter opad.
Etatsråd Gottlieb Bruun gravede i 1889 på plateauet, uden at han fandt det helt store: seks skeletter, en kanonkugle og nogle sten fra et fundament. I dybden kom han aldrig. Sporene har nok været fra Erik Menveds borg. Borgen eksisterede formelt fra 1313 til 1320, men kan sagtens have haft et før og et efter. På de tider skiftede bynavnet fra “bjerg” til “borg”.
Skønt mindestenen med runer blot er fra 1915, er den med til at føre tankerne tilbage og i det mindste bort fra den hverdag, der surrer omkring bakken. Stenen er for Erik Ejegod, der i 1103 drog på bodsrejse til Jesu grav, men som fik sin grav på Cypern.
Toppen måler blot 45 gange 30 meter, men i fantasiens verden fylder den meget mere.