Hasselbuskene står langt og tæt på begge sider af den skjulte sti syd for Viborg Kunsthal. Den er en lille verden for sig. Et dvælested med fine kighuller ned mod søen. Engang hed stedet Skræppetoften.
I 1700-tallet kaldte viborgenserne gyden mellem Viborg Tugthus (Søndersøparken) og Just Arctanders Gård (Brænderigården) Den Philosophiske Gang. Navnet kan fint leve videre i den nøddeflankerede gang. Der er noget huleagtigt over det langstrakte krat.
Den berømte filosofiske gang ved Sorø Akademi har tiltrukket landets lyseste hoveder, mens Viborgs sidestykke næppe har stået fadder til de store tanker. Men lidt har også ret. Hvad er det i grunden at filosofere?
Præst og lokalhistoriker Andreas Christian Krog omtaler i sin Viborg-beskrivelse fra 1779 “… Den Philosophiske Gang, hvilket navn den har fået deraf, at folk gemenlig i smukt vejr om sommeren plejer sammesteds at promenere og tage frisk luft.”
At sammenligne hasselbuskene med søjlerne i det gamle Grækenlands Lykeion er måske lige friskt nok – og dog. I søjlegangene vankede Aristoteles rundt med sine studerende, mens de filosoferede. De var peripatetikere, vandrende filosoffer. Det er en kendt sag, at gang sætter tanker i gang, så det er bare om at komme i gang.