Dagens dvælested er haven bag Skovgaard Museet. Sagte risler vandet i havens fuglebad. Budskabet er ikke til at tage fejl af: “Kom hid og slå dig ned.”
Ikke at haven med sine lave hække og enlige stammer stråler af den store havekunst. Styrken ligger i enkelheden. Her kan stilheden komme til orde.
En mindeplade for forfatteren og museumsmanden Peter Seeberg sidder på sydmuren i den forhenværende fængselsgård. Her hænger også et relief, der på dramatisk vis er skueplads for kongemordet i Finderup Lade. Lidt for sig selv står et fuldvoksent tempeltræ, Seebergs træ og et vindpust fra en fjern fortid.
Billedhuggeren Edith Ludvigsen skabte i bronze og med nænsom hånd det centrale fuglebad. Vandet vælder blidt fra frugten af vandplanten Trapa natans, en hornnød. Det var kunstneren meget om at gøre, at vandet ikke kunne skræmme fuglene. Riller gør skålen skridsikker. Fuglene skal ikke komme galt af sted, når de forfrisker sig.
Tankevækkende, som en hornnød af bronze kan gøre det ud for en hel have. Jeg kommer til at tænke på fortællingen om den japanske temester Rikiu, hvis tehave var spækket med purpurfarvede snerler. Da storkongen bad om at bese herlighederne, fandt denne kun en ørken af småsten og sand. Men inde i teværelset, i en vase af bronze, strålede på alle de dødes vegne én eneste snerle.