“En ahaoplevelse” er vel egentlig et psykologisk begreb for et uventet klarsyn, men jeg bruger det bredere for en overraskende oplevelse, der kan udløse et “aha”. Ikke nødvendigvis noget stort, men alligevel noget, der får den åndelige bagage til at vokse, ofte efterfulgt af et forklaret smil.
Sådan havde jeg det, da jeg første gang så den bebrillede ypperstepræst i Sortebrødre Kirkes flot udskårne alter. Med sine klemmebriller optræder præsten i scenen med Jesu omskærelse. Brillerne forlener ham med høj status og må samtidig være nyttige, for den håndtering kræver præcision. Ikke noget med at ryste på hænderne og se sløret på disse ædlere dele.
Sådanne briller fandtes ikke på Jesu tid. Men det gjorde de, da nederlandske billedskærere i begyndelsen af 1500-tallet skar det pragtalter, der i 1728 kom til Viborg. Den detalje er da lidt sjov.
Næsten lige så overraskende er det at finde reliefstenen et stykke oppe i hjørnet på domkirkens nordtårn. Vi ser en basilisk, som er et djævlelignende dyr med fuglehoved og slangehale. Den er sammen med en hare, og de to liver da op i den anonyme flade af svensk granit.
Humoren står mejslet i den gamle kirkesten i Hans Tausens Mindes husmur: “Denne Steen er betalt.” Nåhå. Mange af de hugne sten fra de nedrevne katolske småkirker har været til hugpris, men ikke denne.
På Borgvold kan jeg trække på smilebåndet og sige “aha”, når jeg står ved “Vandpigen” og hører om vandet i bassinet. Det er historien om Borgvolds kendte tekilde. Kommunalt anlægsarbejde fik den til at tørre ud, men så vendte vandet tilbage. En undersøgelse viste endda, at det var rent som drikkevand. Glæden var kort, for “kilden” tørrede igen ud, da vandværket lappede en læk ledning. Siden har en dykpumpe forsynet vandkunsten med søvand.
Ahaoplevelserne i midtbyen er mange og optræder sådan lidt i spredt fægtning. En fin koncentration finder vi i Latinerhaven. Denne lille byhave har siden 1928 været det ypperste af det ypperlige.
Giv dig tid til at dvæle, når du skrår gennem haven. Har du for eksempel lagt mærke til det buskagtige træ, der stikker op af bøgepurret ikke så langt fra den sydvestre indgang? Det er en blærenød, hvis frøkapsler rummer en god historie om rosenkransene, de katolske bedekranse. De små nødder har givet mange geskæftige fingre ro. Aha.
Blicherbusten, mindetavlen for Hans Christian Cornelius Mortensen, løvebrønden, hjertetræet, smedejernslågerne, stauderne, snapseurterne, rododendronerne, sommerblomsterne, lysthuset og stensætningen med de kandelaberbeskårne lindetræer er alle små oplevelser i en totaloplevelse.
Det store egetræ ved indgangen lader sig dog ikke imponere, for det har været vidne til lidt af hvert gennem årene. Det er formentlig fra tiden før den store bybrand i 1726. Aha.