“Dvæle” er mit yndlingsord

Jeg var ikke i tvivl, da Danmarks Biblioteker stillede spørgsmålet: “Hvad er dit yndlingsord?” Mit yndlingsord er “dvæle”.

Ikke bare, fordi det ligger godt i munden. Nej, dvæl ved indholdet. Ordet hører til sprogets truede arter, og det er kanske, fordi vi er ved at miste evnen til at dvæle. Til at give os tid, udsætte, bie, overveje, gå i dybden.

Det er naturligvis med i bogen “Ind med sproget” om sprogets truede, bevaringsværdige ord. Men det er nu ikke for at virke gammeldags, jeg kan lide at dvæle. Det kan nytte.

Nok om det. Lad os dvæle ved dagens sproglighed: navnetillæg. Skriver vi “direktør for firmaets udenlandske afdeling Klaus Hansen oplyser, at …”? Eller skriver vi “direktør for firmaets udenlandske afdeling, Klaus Hansen, oplyser, at …”? Det første er rigtigt. Derimod skriver vi “direktøren for firmaets udenlandske afdeling, Klaus Hansen, oplyser, at …”.

Og hvorfor så det? Den enkle version er, at vi bruger “parenteskommaer”, når det, der kan stå mellem kommaerne, er en slags ekstra oplysning til prins Knud. Efter denne simple opskrift hedder det: “Danmarks længste å, Gudenå, løber gennem et afvekslende landskab.” Lige så simpelt: “Den lange å Gudenå løber gennem et afvekslende landskab.” I det første tilfælde har vi indkredset mulighederne til én ganske bestemt å, mens det andet levner flere muligheder.

Også ved ejefald kan vi have et navnetillæg. Begge former er rigtige: “Den danske statsministers, Lars Løkke Rasmussens, holdning var …”. Og “Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussens, holdning var …”. Jeg kan bedst lide den første, fordi den lader sig læse uden “parentesen”.

Et komma skal i øvrigt adskille dobbelttitler: “Overvismand, professor Dan Krone siger, at …”. Bruger vi den bestemte form, får vi et navnetillæg: “Overvismanden, professor Dan Krone, siger, at …”.

Elementært, kære Watson.

2 tanker om ““Dvæle” er mit yndlingsord”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.