Sct. Mogens Gade 38 går under navnet “Gildegården”, og for mig har bygningen stået i et mytisk skær, siden jeg i Otto von Spreckelsens bog “Viborg-vandring” fra 1950 læste, at noget af murværket kan være 700 år gammelt. Det er dog noget.
Måske har den gode lokalhistoriker taget munden lidt vel fuld, men oldtudsegammel skal bygningen da være, hvis den skal have tilhørt ét af byens gilder.
Kunne murene tale, kunne de måske fortælle historien om et fællesskab, der sikrede medlemmerne åndeligt og socialt, og som var krydret med ritualer. Ritualer var – og er – i rigt mål knyttet til sammenslutninger som gudelige gilder og håndværkerlav; de er som et trylleri, der får fortid og nutid til at glide i ét.
Forleden så jeg i tv nogle klip fra Theelacht zu Norden. Byen Norden ligger i den tyske marsk, ind mod Holland. Theelacht er formentlig Europas ældste endnu eksisterende andelsselskab. Helt tilbage fra måske 884, da beboerne jog vikingerne bort, har medlemmerne været sammen om marsken. Nu er en lille bid land og ritualerne tilbage. Særligt øl i tinkrus, lange kridtpiber, et “alter” med bortgåede formænds navne, skær fra petroleumslamper og plattyske gloser gør “Theelkammer” til noget helt specielt.
Om Viborgs gilder i den katolske tid ved vi ikke meget. Kilder taler om Julelaget, Sct. Knuds Gilde, Sct. Annes Præstegilde, Sct. Kjelds Gilde, Sct. Birgittes Gilde og De 11.000 Jomfruers Gilde. Det sidste lyder lidt voldsomt, og de var vistnok også kun 11 i den oprindelige version om martyren Ursula
Da Viborg i 1621 fik et købmandslav, stod det på skulderen af et endnu ældre lav. Købmændenes sammenslutning var nok det fineste og stærkeste gilde, byen havde. Når købmændene drog til papegøjeskydning ved stangen nord for byen, hvor nu haveforeningen Løkken holder til, satte de deres præg på byen, især når de drukne drog hjem til madammerne. Vinderen vandt skattefrihed i et helt år, så han skød virkelig papegøjen.
Viborg Skydeselskab fra 1878 har også papegøjer på programmet, og langt hen ad vejen lever det op til de bedste gildetraditioner. Et medlem sagde engang i en skåltale, at meningen var “at fremelske hensynsfuldhed og godt kammeratskab”.
En kreds gik i 2000 sammen om at danne Bisp Gunners Gilde, og de var sig historien bevidst, da de præsenterede et “muntert arbejdende fællesskab af gode borgere”. Centralt står beretningerne om bisp Gunners “borgergilder” den 15. august, og den vennesæle Gunner (1152-1251) – nu i form af billedhuggeren Erik Heides skulptur – kan atter fryde sig over godt selskab på denne dag.
Det er ikke så dumt at lytte til gammelt murværk.