Da jeg forleden skulle vise en gæst rundt i Viborgs allerhelligste kvarterer, havde jeg valgt Viborgs gamle slogan som tema: “Danmarks hellige by”.
Sådan førte Viborg sig frem for 100 år siden, og noget siger mig, at mottoet ikke rigtig er fit i dag – at det mest af alt siger “langgaber”. Men min gæst var af moden årgang og udstyret med klassisk dannelse. Med andre ord faldt idéen i god jord.
Tilmed havde jeg valgt at koncentrere mig om Danmarks to første evangelisk-lutherske sognekirker, Gråbrødre Kirke og Sortebrødre Kirke. Der er sådan en god tråd i, at kampfællerne Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin fik henholdsvis gråbrødrenes og sortebrødrenes kirke at være sognepræst i, efter at de i 1529 vandt kampen over den katolske biskop Jørgen Friis.
Hans Tausen var bondeknøsen fra Fyn, Jørgen Jensen Sadolin var én af byens egne sønner. Begge var besat af de nye strømninger fra Wittenberg, og at de lige skulle løbe sammen i Viborg, ligner forsynets indgriben.
I Viborg fik Hans Tausen sin Dorothea, Jørgens søster, mens Jørgen Jensen Sadolin fandt sin Maren i Skive. Et par år inden havde forbilledet Martin Luther trodset cølibatet og giftet sig. Jørgen var søn af en underordnet katolsk præst ved domkirken, så vejen var allerede banet.
Sortebrødrene og gråbrødrene holdt deres indtog i Viborg i 1200-tallets første halvdel. De fik hvert sit fremspringende sted nord og syd for domkirken og markerede sig med hver sin kirke af en størrelse, der fik de mange katolske kirker til at se noget pistne ud, domkirken naturligvis fraregnet. At Sortebrødre Kirke ligger tilbage som et spændende stykke bygningshistorie, mens Gråbrødre Kirke blot er en hæk i et mindeanlæg, gør fortælleværdien desto større.
Det var ellers tæt på, at Sortebrødre Kirke var kommet ned med nakken efter den store brand i 1726. Stod det til de styrende magter, havde den tids Brdr. Nielsen fået lov til at fjerne de sørgelige rester, men folk i Viborg gik i forbøn for den. Nøjagtig to år efter branden stod den genopbyggede kirke færdig og strålede med sit nye pragtstykke af et alter, en gave fra Frederik den Fjerde.
Gråbrødre Kirke holdt ud til 1830, efter at den var trådt ud af tjeneste 18 år før. Men branden stod den flot igennem og glimrede lige derefter som hele Viborgs kirke, mens domkirken og dominikanerkirken lå sodsværtede hen. Hatten af for sognepræst Ernst Samuel, der organiserede en flok borgere. Disse forhindrede med sprøjter, spande og stiger, at også Gråbrødre Kirke gik til i den 34 timer lange brand. Hvor slående et symbol på det timelige, at ilden fik tårnurets trævisere til at futte af.
“Sadolin” betyder “sadelmager”, men han brugte det ikke selv. Det er noget, eftertiden har sat på ham. Da han og Hans Tausen forlod Viborg for at føre den lutherske sag andre steder i landet, tog Viborgs egen frontkæmper bynavnet med sig. Han latiniserede navnet og kaldte sig Jørgen Jensen Vibergius. Odense valgte dog at give “hans” gade navnet Sadolinsgade.
Nu vi er ved det, er det da underligt, at Viborg ikke har gjort mere stads ud af sin Vibergius, for han var helt fremme i skoene på de tider og endte som Odenses første lutherske biskop. I de kirkelige kredse har Sadolin-navnet hængt ved og er at regne blandt Danmarks kendte præsteslægter.
Min gæst og jeg kom langt videre rundt i historien, men det fører for vidt at komme ind på her.