En prægtig eg i svinget tæt på Niels Bugges Kro er blandt lokale kendt som “Kongeegen”. Efter hvad der siges, plantede Christian den Niende træet som et symbol for “Leiren ved Hald”. Træet er i givet fald 150 år, hvilket ikke er noget at regne for et egetræ.
Officielt åbnede den første lejrsamling ved Hald den 15. juni 1868, og vi i Viborg har god grund til at dvæle ved jubilæet. Krigen i 1864 havde vist, at de danske soldater nok var dygtige og modige, men at de ikke duede til meget på en slagmark. Nu skulle der øves i både sluttet og spredt orden, og det skete med helt nye Remington-geværer.
Fra alle hjørner af det noget amputerede land kom jenserne marcherende. 45 dage hver sommer til og med 1880 samlede op imod 10.000 mand sig på de lyngklædte bakkedrag. Generalstabens kort fra 1868 viser den enorme lejr på begge sider af landevejen til Herning. Størst var fodfolkets teltby syd for vejen. Artillerister og ryttere havde lejr på den nordlige side. Her stod også “Kongeteltet”. På dette sted står i dag mindesmærket for samlingerne, godt skjult af Egekroen – senere alderdomshjem og senest hotel.
I effektivt lidt over fem uger bølgede kampene på den tænkte slagmark. Stor var hærledelsens forventning til de hele 48.000 nyindkøbte geværer, hurtige bagladere. Nye reglementer nåede frem, lige inden øvelserne begyndte. Geværerne var fortrinlige, men skytterne havde alt for mange forbiere. Skuffelsen lagde sig, da det viste sig, at en forkert skydestilling var årsagen.
Det siger sig selv, at så grov mange soldater lidt mod syd var en gave til Viborg. På de tider kunne byen mønstre cirka 6400 indbyggere. Lejren var næsten lige så stor som den tids Aalborg. Handels- og forlystelseslivet havde kronede dage, når kommandoråbene gjaldede over Hald Sø. Hæren havde udset sig heden for at slippe for sure landmænd, der af gode grunde kunne være ømme over afgrøden. Alle fra glædespiger til grønthandlere høstede gode indtægter.
Ifølge kilder fra dengang fulgte preusserne med interesse lejrsamlingerne ved Hald, idet de endda lod anerkendende ord falde. For mange jævne jenser var “tydsken” usynligt til stede som fjenden ved Hald.
Et udpluk fra én af Hald-lejrens viser siger noget om ånden: “Blot vi kunde faae Tydskerne narret herned. Mand mod Mand snart vi skulde prøve disse nye Geværer med Fut. Dræbt er endnu ei Danskernes Løve, og endnu har vi Kugler og Krudt. Leve hver en modig Mand. Slesvig faaer vi vel paastand, naar vi alle løs kan knalde og med vor General foran!”
Ugebladet Illustreret Tidende havde korrespondenter og tegnere med i felten. Til kongens store fortrydelse gled den gamle faneed ud med 1867-hærloven. Men reportagerne vidner om, at soldaterne forstod at holde fanen højt.
