Sproget: Man ligger, som man har redt

Nu til sprogets og tilværelsens dybere lag. Hvornår er et vandrør sprunget, og hvornår er det sprængt?

En spørger har kastet følgende i syrebadet: “Kunne du ikke fortælle om forskellen på at lægge og at ligge? Den er nemlig svær.”

Meget er efterhånden valgfrit i vort fælles modersmål, men her er sproget fortsat fast i kødet. Vi kan udvide spørgsmålet til også at gælde andre makkerpar inden for udsagnsordenes verden: sidde-sætte, springe-sprænge og vågne-vække.

Ordene ligner hinanden, og derfor roder vi dem sammen, nok især i det talte sprog. Ét eller andet sted i mine indre organer kan jeg mærke, at problemerne med det skrevne vokser. Det talte taler vi slet ikke om. Uha.

Ligge, sidde, springe og vågne har til fælles, at de kan klare sig selv. Som udsagnsled behøver de ikke et genstandsled. De er intransitive. Jeg kan nøjes med at ligge, sidde, springe og vågne. Derimod skal jeg lægge en bog, sætte en dagsorden, sprænge en klippe og vække en syvsover. De er transitive.

Et skib ligger (ved kajen), men styrmanden lægger skibet til kaj. Hønen ligger, men den lægger æg. Et vandrør er sprunget, hvis det på grund af tæring eller is har opgivet ævred. Et det sprængt, har for eksempel terrorister eller Skrækkelige Olfert med et kanonslag været på færde. Et grænsetilfælde er bomben, der sprang, men som også blev sprængt.

Når et udsagnsord kræver en genstand, kan vi også gøre denne genstand til grundled i en passiv sætning. Bymanden vækker syvsoveren – syvsoveren vækkes af Bymanden.

Vær på vagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.