Den traditionelle fortælling om ungersvenden, der er parat til at vove det ene øje, har jeg hørt henlagt til en bestemt lade i Viborgs midtby. Og hvorfor ikke? Det ene sted kan vel være lige så godt som det andet. Bare historien er god.
Knøsen skal holde stigen for pigen. Idet hun stiger op, advarer hun ham. Hvis han udnytter chancen til at beskue herlighederne under særken, skal hun nok sparke ud efter øjnene, truer hun. Han skal lukke begge sine øjne, skal han. Hvortil han svarer det bevingede: “Jeg vover gerne det ene øje.”
Selv i disse Me Too-tider er det en uskyldig historie om livet og kønnene. Om at turde turde. At gribe – undskyld udtrykket – øjeblikkets mulighed.
Symbolikken får mig til at tænke på Buddhas lignelse om manden, der spurter af sted med en sulten tiger i hælene. Det lykkes manden at svinge sig ud over en klippekant, så tigeren bare kan stå og se til. Han har et godt greb i en rodtrævl fra en vildvin.
Da han skæver ned, ser han endnu en tiger, der ser frem til, at tyngdekraften sejrer og leverer en godbid fra oven. Så fanger blikket også to mus, en hvid og en sort, der gnasker løs af trævlen. Endelig opdager han det dejligste jordbær, og det er inden for rækkevidde. Han kan lige nå ud og plukke bærret med den ene hånd, mens han med den anden holder fast. “Hvor smagte det sødt!” Slut.
Lignelsen er god at blive klog af. Livstråden er med begrænset holdbarhed, og det gælder om at gribe dagen.
Ifølge eddadigtet Hávamál skal vi passe på, at vi ikke lader os binde og begrænse: “Man kan ride, skønt man halter, være hyrde med én hånd, en døv kan slås og sejre. Bedre at være blind end brændt, en død duer til intet.”
Mon vor ven i Viborg-laden vovede et øje? Det melder historien intet om.