Ifølge klassisk grammatik er én af kommaets fornemste opgaver at markere ledsætninger (bisætninger) med såvel et startkomma som et slutkomma. At de nogle gange kan være lidt svære at sætte, har ført til denne regel om, at det er tilladt at lade være med at sætte startkommaet. Som en undtagelse, vel at mærke.
Det er altså i orden at skrive “Nyd at sproget er rigt” i stedet for “Nyd, at sproget er rigt”. Men hvorfor ikke sætte alle de “grammatiske kommaer”? De, der kender til systemet med helsætningsstammer (hovedsætninger), ledsætninger (bisætninger) og bindeord, kan da lige så godt spille på hele klaviaturet. For mig er en sikker grammatik hele skriftsprogets musik.
Det irriterer mig, at tegnene står, som vinden blæser, i den fornemme danske trebindsudgave af Montaignes essays. Disse glimrer fortsat, men ikke helt så meget, som de kunne.
Et lille fif kan gøre det lidt lettere at finde ud af, hvor ledsætningen begynder. Nogle vakler, når de skal sætte komma i en helsætning som denne: “Vi gemte os for at han ikke skulle fange os.” Problemet er, at både “for” og “at” gladeligt står i spidsen for en ledsætning.
Prøv at vende konstruktionen om, så ledsætningen kommer først: “For at han ikke skulle fange os, gemte vi os.” Løsningen fik vi kvit og frit: “Vi gemte os, for at han ikke skulle fange os.”
Bindeord som “for” og “efter” skal i øvrigt altid have et “at” efter sig. Ikke ualmindeligt ser vi fejl som “Vi gemte os, for han ikke skulle fange os” og “Vi kastede os over haven, efter vi kom hjem fra ferie”. Begge dele er naturligvis inspireret af, at de to ord også kan optræde som forholdsord uden “at”.
Ingen siger, at det skal være let.