At skrive på den rette måde

Dagens eksempel er fra en avisleder: “Den autoritære, lidt fjerne far, som aldrig gad at lege.”

“Gad at lege” hører allerhøjst hjemme i børnesproget. Forklaringen er, at “gide” er med i gruppen af mådesudsagnsord. De andre er: kunne, skulle, ville, turde, burde og måtte. Alle er gode hjælpere for andre udsagnsord.

Udsagnsord plus et udsagnsords navnemåde har normalt et “at” imellem sig: “Jeg nægter at betale.” Men sådan er det ikke med mådesudsagnsordene: “Han bør betale.” Altså ikke: “Han bør at betale.” Som regel kommer denne forskel helt af sig selv – ganske uberørt af menneskehjerne.

I øvrigt er “behøve” begyndt at opføre sig som et mådesudsagnsord. Ikke mindst, når det er tryksvagt som de andre i kæden. “Valget mellem “Du behøver ikke grave dybere” og “Du behøver ikke at grave dybere” er lidt af en smagssag, dog med en grammatisk ret til den sidste form.

Et andet problem med mådesudsagnsordene er, at det t, vi putter på i den korte tillægsform, kan være svært at høre i en jappet udtale. Hos nogle smitter det af på det skrevne, så t’et smutter i svinget. “Han har altid ville gå til væddeløb”, “Han havde måtte vente” og “Han har ikke turde gå” er sådanne smuttere.

I digtsamlingen “Man burde burde” spiller Benny Andersen på, hvad der kan ske, når to mådesudsagnsord af samme slags skælmer med hinanden. Elegant med en konjunktivisk datid og en navnemåde. I sin “På rejse i livet” serverer Edith Rode denne: “Gid jeg gad gide.”

Ikke et ord om misfosteret “at turde tørre”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.