Det er ikke godt at vide, hvorfor et bedehus uden for Sct. Mikkels Port hed Jerusalems Kapel. Hvor det lå, er også usikkert, men det var nok på Kapelbakken, cirka hvor Den Røde Bro er.
Sct. Mikkels Kirke kom til at befinde sig uden for porten, da Viborg midt i 1100-årene fik sin befæstning. Dog ikke afsides, thi Sct. Mikkels Port markerede intet mindre end den jyske halvøs knudepunkt. Igennem den løb Hærvejen. Udad vendte den mod det store Europa, indad mod en åndelig oase i ørkenlandet.
Med sine vejgennembrud og mastodontbyggerier fremtræder kvarteret omkring Sct. Mikkels Port som den mest historieløse del af middelalderbyen. Det er svært at forestille sig, hvordan de spedalske med deres advarende skralder og klokker stod uden for porten og tiggede sig til lidt almisse. De boede på Sct. Jørgens Gård, staklernes hospital, der lå tæt på kirken.
Jerusalems Kapel var måske en del af Sct. Jørgens Gård. Den tids sygepleje var knyttet til Johannes af Jerusalems korsbrødre, der jo også var organiseret i Viborgs johanniterkloster.
En forførende tanke er, at kapellet var pilgrimmenes åndelige servicestation, og at det var rundt som Gravkirkens Anastasis-rotunde – en miniudgave af det fjerne mål på Golgata. Det eneste, vi ved om det, er, at Christian den Tredje i 1542 gav rådmand Morten Hegelund lov til at rive det ned, fordi det lå og forfaldt.
Mindestenen for Sct. Mikkels Port ligger i dag så underlig ensomt. Den er til minde om dengang, Viborg var Jyllands knudepunkt. Endnu på Ole Rømers store danmarkskort fra 1697 ser vi byen som det jyske vejnets nav. På underlig vis lever denne selvforståelse videre.