Enkelte steder i byen har gamle belægninger af sten overlevet, for eksempel på Sct. Mogens Torv, i Gråbrødre Kirkestræde og i den nederste del af Sortebrødre Kirkestræde. Den del af historien er lige til at suge op gennem skosålerne. Men træd varsomt.
I St. Sct. Peder Stræde har arkæologer fundet brolagt vej fra cirka 1050, men så gamle er de stensatte rester, vi nu kan få fod på, langtfra. Derimod er illusionen intakt.
Nogle af de gamle belægninger er med de groft tilhuggede piksten, andre er med en skønsom blanding af hånd- og hovedstore sten fra haver og marker. Viborgenserne var nu ikke alt for flittige til at belægge gaderne, og allerede kong Hans beklagede sig over, at der var “stor brøst på stenbro” i Viborg.
Det spillede ind, at Viborg ikke bare var fine borger- og adelshuse, men også landbrug. En del af gaderne havde karakter af markveje. Nogle udviklede sig til at være hulveje, fordi grundene omkring dem voksede i højden, efterhånden som huse faldt og voksede op igen.
Viborgs sundhedsvedtægt fra 1862 er klar i mælet. Gaderne skal gerne være brolagte. Uhumskheder fra husene må kun løbe ud i rendestenene om natten og tidligt om morgenen, og som dagens første dont skal beboerne skylle efter med vand. Det var ikke ligefrem lavendelvand, der løb hen over stenene, og stanken har næppe været til at skylle væk.
Når jeg bevæger mig på den irregulære stentrappe, der afslutter Sortebrødre Kirkestræde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan den var at forcere med gammeldags træsko.