På godt og ondt har Viborg Kaserne været årsag til, at Viborg har gjort et livsvarigt indtryk på generationer af unge udefra. Mange beretninger vidner om det. Hvad man i ungdommen nemmer …
Hvor er det godt, at kasernens kerne omkring den gamle paradeplads består, skønt soldaterne for længst er væk. “Prinsens Livregiment” lever – om end kun som et minde og skrifttyper over porten.
Under første verdenskrig havde Danmark en sikringsstyrke af ekstra soldater. I den tid fik en del københavnske unge deres rekrutuddannelse i Viborg – og hvilket kultursammenstød. I romanen “Spartanerne” fra 1919 skriver forfatteren Emil Bønnelycke om en forhærdet københavnersjæls møde med den stille stiftsstad.
En kold januardag i 1915 ankom Emil Bønnelyske med et kontingent lidelsesfæller fra stenbroen til Viborg. Fem måneder i Viborg var i vente.
“Det er øjensynligt, at de ikke respekterer denne pøbel og yngel fra den store, forsumpede verdensstad … Hush, her er koldt. Alle døre synes lukkede. Byen kommer hård og mennesketom imod os,” skriver han om det første indtryk af Viborg og viborgenserne.
Sammen med flere andre kommer han i kvarter i Sct. Ibs Gade 20 – hvor der nu ligger en tilbagetrukken gulstensvilla. Om det for længst nedrevne hus hedder det, at “taget er skrøbeligt, teglene skårede og grønne af svaghed”.
I sit forfatterskab opnåede Emil Bønnelycke at få status som en ekspressionistisk tilbeder af storbyens drøn. For ham står Viborg tydeligvis som en kontrast til metropolens velsignelser. Viborg er “den strengt reaktionære, lidt naive og indbildske garnisonsby”.
Måske havde nogle måneder mere i Viborg gjort ham mildere stemt. For midt i al denne jammer priser han det mangfoldige og brogede liv i Sct. Mathias Gade en lørdag aften. Med sig hjem har han også mindet om “vor gamle, elskelige, altopofrende løjtnant”. Og han kan desuden berette om unge piger med “nogle overordentlig yndefulde bevægelser”.
Skriften over den gamle kaserneport kan have mange tolkninger.