Viborgarkitekt Jens Madsen (1885-1964) opkøbte og bebyggede i 1920’erne de attraktive tomter nord for Borgvold. Jens Madsen byggede på den tids hit til det bedre borgerskab: hyggelige villaer i skønvirkestil.
En helt anden Jens Madsen tonede i 1937 frem på den anden side af gaden. Ren, hvidpudset funkis åbenbarede sig på hjørnet af Sct. Villads Stræde og Sct. Ibs Gade. Hjørnevinduer med metalrammer og altaner som kubistisk islæt. Lige efter bogen. “Skind og ben-arkitektur”.
Boligkomplekset fra 1937 kom til at stå som en ener på den lokale boligfront. Jens Madsens næste udspil var Broparken fra 1940. De tre store, solvendte kroppe er også funktionalisme, men i gule sten.
Sønnen Fritz Madsen var som nyuddannet arkitekt fra akademiet det friske pust og skal nok have skubbet til farmand. De to viste også hvide funkistænder i bankbygningen på hjørnet af Gravene og Sct. Mathias Gade og i Nørresøbadets længe.
Der er nu noget over denne første bølge af funkis. Arkitekturen fraskrev sig snurrepiberierne og sprang ud i rene, enkle former. I dag er næsten alt nyt en slags funkis. I mine øjne ligner nogle af kasserne mest af alt – kassetænkning.