I foråret 1863 begyndte mænd med barkede næver at rive den brøstfældige Viborg Domkirke ned. På det tidspunkt levede håbet om, at en kerne af den gamle kirke var stærk nok til at stå. At det altså gjaldt om at restaurere domkirken.
Men det skulle snart vise sig, at byens gamle vartegn var et sminket lig. Nærmest kun puds og hvidtekalk holdt sammen på det forvitrede murværk. Som den toneangivende Anton Frederik Tscherning sagde det i Rigsdagen: “Jeg har aldrig før hørt, at man, når man vækkede en mand fra de døde, sagde, at man restaurerede ham.”
Selv ikke koret, hvis bagparti var en pæn rest af den ældste kirke, havde sten på sten tilbage, da det nedbrydende arbejde var til ende. De brød kirken ned til grunden. Den store opgave var nu at nyopføre Viborg Domkirke i den gamle stil.
Hovedarkitekt Niels Sigfred Nebelong sikrede sig et stort parti granit fra et brud ved svenske Uddevalla. Den oprindelige kirke var af midtjyske marksten. Af disse kvadre var der ikke mange brugbare. Nye kom til, men kirken endte stort set med at være et stykke svensk urfjeld. Stiftsprovst Frederik Peter Welding fandt stenene fra markerne langt mere udtryksfulde og skrev om de svenske:
“Stenen er smudsig grå, død og tung, ser ud som jord eller blåler, grovkornet og hver sten gentagende det samme kedsommelige og trættende skue i en uendelig ensformighed.”
Døm selv.