Tro ikke, at det er drivende tilfældigt, når nogle klumsede, slidte brosten mænger sig med de nye, velpolerede sten i Viborgs gågader. De er tænkt som en effekt, der skal lede os på sporet af historiens by.
Arkitektens første idé var, at antallet af gamle sten skulle tage til mod øst, det vil sige mod de ældste kvarterer. Modeordet “fremkommelighed” lagde dog en dæmper på den del af det forslag, der i 2010 vandt arkitektkonkurrencen. Brostenene fanger dog fint det opmærksomme øje.
Som den første gade fik Sct. Mathias Gade i 1931 asfalt på. 3200 borgere fejrede det sorte look med Viborgs første asfaltbal. Det kan nok være, at pendulet senere svingede tilbage til stensiden. Det var ikke for ingenting, at Brolæggerprisen i 2016 tilfaldt Viborg.
Bro- og piksten forbinder vi med gamle dage. Så vidt jeg kan se, skal vi nu helt frem til 1862, før Viborg Byråd dekreterer brolægning i alle gader og på alle torve. Byrådet satte samtidig den standard, at belægningen to gange om ugen skulle fremtræde i rengjort stand. Heste og høveder møgede byen til.
Lap på lap på lap kendetegnede midtbyens asfalterede gader, efter at varmeværket led det totale sammenbrud. De lignede jeg ved ikke hvad. Specielt så historiens Sct. Mogens Gade ræddelig ud. Vejen lå åben for brostenenes nye tid.