Før et foredrag i Viborg stak nylig afdøde tv-historiker Piet van Deurs mig sine notater. Så skulle det være lettere at skrive artiklen. Godt, at jeg ikke bare koblede automatpiloten til, da han holdt foredraget; det handlede om noget helt andet.
Mageligheden længe leve. Spring over, hvor gærdet er lavest, og hav kræfter til det væsentlige. Hvor ofte har jeg dog ikke i god tid sikret mig manuskripterne til et arrangement. Alene tidspresset er et godt argument for at skrive så meget som muligt på forhånd. Naturligvis med dyb respekt for, at alt kan forme sig på en helt anden måde.
Husker alt for godt dengang, jeg lige før deadline vendte tilbage til redaktionen, idet jeg fro kunne informere redaktionssekretæren om, at det hele var gået som allerede skrevet i udkastet. “Det var da godt, for jeg har allerede sendt siden.”
Da jeg for 100 år siden gik på journalisthøjskolen, lærte jeg, hvor vigtigt det er at lytte, vurdere og notere. Vi lærte zigzagnoteringens kunst. At skabe journalistik med en opvakt pen. En god artikel skal forme sig allerede på notesblokken. Artiklen er netop ikke et bevidstløst referat. Engang sagde nu afdøde minister Orla Møller, at han ikke var så bange for at fare land og rige rundt med det samme foredrag, for journalisterne fik vidt forskellige artikler ud af det. Vel at bemærke artikler, der hver for sig var tro mod det sagte.
På Skagens Museum lader jeg mig altid betage af P.S. Krøyers store portrætmaleri af maleren og forfatteren Holger Drachmann. Den stovte skikkelse med kunstnerfrakken og hat i hånd. Han forstod at føre sig. Nok så væsentligt med den uundværlige skitse- og notesbog stikkende op af lommen, den tro følgesvend. Den er ikke bare anbragt til lejligheden.
Det Kongelige Bibliotek ligger inde med 34 af Holger Drachmanns notesbøger – 4000 sider, der er spækket med indfald, udkast og skitser. Tanker skal på papir, mens de endnu er friske skud. Hvor ofte har man ikke tænkt, at det kan man da sagtens huske. Kort efter kan man blot huske, at der var noget vigtigt, man skulle huske at huske.
Søren Kierkegaard havde i sin bolig papir og penne liggende fremme i alle rum. Når han på sine tænksomme vandringer fra rum til rum fik et indfald, kunne han prompte fæstne dette på papiret.
Gud være lovet for notesbogen. Holger Drachmann var en renæssanceskikkelse af i går, men den notesbog, der på maleriet stikker op af hans lomme, er tidløs. Han må klukle fra sin himmel, når han ser, at museumsbutikken i Skagen sælger Drachmann-notesbøger med magneter, så de er lige til at sætte på køleskabets låge. “God til hurtige beskeder.”