Tilbage i byen efter et par uger i kystnære omgivelser. Så underligt, som alt det velkendte lige skal sætte sig på plads igen, selv efter kortere tid.
Lidt afstand er ligefrem af det gode. Noget har altid ændret sig, om det så bare er et vejarbejde, en ny butik eller et færdigt tag på det hus, som sidst bare var i rejsehøjde. Resten er noget mentalt. Afstand har ført til nærvær. Den hjemvendte føler sig parat til at underskrive en ny og bedre kontrakt med hele sit postnummer, ikke sandt?
På samme måde kan rejser i tid få os ud af den gamle skure. Det forstår filmskabere sig på. I den romantiske film “Kate & Leopold” forelsker hertug Leopold fra New York anno 1876 sig gengældt i karrierekvinden Kate i samme by anno 2001, idet originalen Stuarts tidsportal fører dem sammen.
I de seneste dage har jeg befundet mig i Viborg anno 1873. Tidsportalen er det 48 sider store hæfte “Illustreret fører i Viborg og omegn” ved Gottlieb Christensen. Med jernbanen fra 1863, garnisonen fra 1865 og de store lejrsamlinger ved Hald fra 1868 havde Viborg fået flere at vise sig frem for, og det gav i 1873 Niels Christensens Forlag mod på at udgive denne fører med tekst, otte træsnit og et kort.
Dengang gjorde bygninger som Kield Krags Gård på nordsiden Gammeltorv til et lille, intimt torv. Det var først, da borger- og håndværkerforeningens bygning lige efter besættelsen kom væk, at nogen fandt på at kalde det historiske torv Domkirkepladsen.
I det ydre så domkirken i 1873 færdig ud, mens forfatteren må nøjes med at beskrive, hvordan det indre nok kommer til at tage sig ud. Efter at nationen havde genrejst domkirken, var byen optaget af at lægge den blot. I den skrivende stund var stænder-, dom- og adelshuset op ad kirkens nordside faldet, og samme bekomst fik Kield Krags Gård få år efter.
Gottlieb Christensen når akkurat at give straffeanstalten ved Søndersø en fyldig omtale og opfordrer læseren til at yde en skærv til frigivne fanger. I 1874 var det slut med straffeanstalten, men kun for at give plads til en ny anstalt, sindssygeanstalten.
På den anden side af Søndersø, ved Klosterskoven, lå en attraktion af en helt anden beskaffenhed, et “udklækningsapparat for lakseartede fisk”, og alene til Viborgsøerne leverede det 20.000 unge ørreder per år.
Skribenten giver billedet af en by i vækst efter mange magre år. Indbyggertallet er på vej mod de 7000, efter at det i 1860 lå på små 5000. Viborg har så rigeligt med plads bag sin gamle befæstning. I fysisk omfang er kun København og Fredericia større.
Idet jeg lægger bogen fra mig for at vende fornyet tilbage til nutiden, må jeg trække på smilebåndet ad en bemærkning om, at byens kulturhistoriske samling ligger skjult i kasser og kister, fordi den venter på at komme i nye lokaler. Historien gentager sig.