Idet jeg tager mine udslidte hyttesko i øjesyn, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på IC3-togene. Også de får lov til at tage slæbet, længe efter at det egentlig var planlagt. Ligesom DSB har jeg svært ved at få kørt en afløser ind, og så må det gå, som det bedst kan.
Har hørt, at DSB nu sætter IC3-togene i stand for en kvart milliard kroner. De får 10 ekstra år på skinnerne. Tror ikke, at selv den bedste skomager kan give mine hyttesko en livsforlængende behandling. Mærket skal jeg ikke røbe, men de er kun et svagt ekko af sig selv.
Når sandheden skal frem, var sålerne allerede efter to måneder godt slidt ned. Jeg er en hardcore vandrer og ved godt, at hyttesko til en tusse ikke er vandresko, men de skuffede mig noget. Hyttesko er ellers så bekvemme, fordi de er uden disse pokkers snørebånd.
I gamle dage for ikke så forfærdelig mange år siden var det en selvfølge at lade en skomager tage sig af sagen – formentlig den samme mager, der over sin læst havde syet skoene.
I mange år var skomagernes lav det talrigeste i en provinsby som Viborg. I 1787 beskæftigede Viborgs håndværk i alt 168 par hænder, og af dem var de 46 under skomagernes lav. De garvede også selv huderne og var flittige gæster på markederne.
Viborgs små skomagere var oppe imod en stor mand, da de i 1742 og 1743 gik til Christian den Sjette for at få denne til at bremse den driftige Arnoldus Christian Dyssel (1692-1763). Fra 1735 til 1741 var Arnoldus Christian Dyssel borgmester i Viborg. Han var manden, der udviklede idéen om Viborg Tugt- og Manufakturhus, og som fik kongen med på forslaget. Viborg havde brug for innovation oven på den altfortærende bybrand i 1726, mente forslagsstilleren.
“Viborghus” ved Søndersø begyndte så småt i 1740 og stod helt færdigt i 1743. Tugt- og manufakturhuset var Viborgs første industrivirksomhed og eksisterede helt frem til 1874. Fra begyndelsen og 12 år frem havde Dyssel arbejdet i entreprise. Hans tanke var, at arbejdsføre løsgængere og tiggere her kunne få et udkomme, samtidig med at byen kunne få en slagkraftig virksomhed med billig arbejdskraft. Småkriminelle og uvorne børn sad snart side om side med kæltringer af den værste støbning, herunder mordere. Da de var flest, var de lidt over 400.
Nå, men entreprenør Dyssel havde ikke tænkt sig at nøjes med at fremstille klæde. Han ønskede at garve huder, og han fik koncession i hele stiftet. Skomagerne slog på deres gamle rettigheder og prøvede at rejse en folkestemning. Dyssel argumenterede med, at han kunne levere både bedre og billigere læder. Sagen endte med, at klagerne fik lov til at garve til deres egne værksteder.
Under tvisten kom det frem, at skomagerne solgte andenrangsvarer på markederne. Hvad mine sko er, skal jeg ikke udtale mig om. Bortset fra, at de er kaputski. Tiden er inde til at tage skridtet. Tjekker lige på affaldsselskabets app, hvor skoene bør ende, og ser: “Overvej altid, om andre kan få glæde af det, du ser som affald.”