Kære læser
Følg med på en lille byvandring i Viborgs hjerteregion omkring domkirken. Bymanden har valgt “minder” som en ledetråd. Viborg er sandt for dyden rundhåndet, når byen tilgodeser byvandrere.
God tur.
Bymanden
Hans Tausens Minde
Hans Tausens Minde ved Sct. Mogens Gade er til minde om reformatoren Hans Tausen, der fra 1525 til 1529 satte sig op mod den katolske biskop Jørgen Friis i Viborg – og vandt. Det lille anlæg er byens første park. Da byen i 1836 indviede det, var det for at markere 300-året for den danske reformation. Men allerede i 1529 slog lutheranismen med Frederik den Førstes velsignelse igennem i Viborg.
Fra begyndelsen var anlægget noget større end det, gæsterne kan nyde i dag. Først et missionhus og dernæst en landsret krævede plads. Anlæggets klassiske mindestøtte har prydet byhaven i alle årene. Den er af skulptøren Herman Ernst Freund (1786-1840). Monumentet består af tre blokke af sandsten og et marmorrelief. Hans Tausen fremtræder som en slags apostel med kjortel og sandaler. Beskueren kan gå på jagt efter en række kristne symboler: løve, engel, tyr, ørn, due, kerub, delfin og svane.
Mindeanlægget ligger, hvor Gråbrødre Kirke med tilhørende kirkegård indtil 1830 lå. Den lave bøgehæk viser så nogenlunde omridset af den nedrevne kirke. Med borgernes hjælp fik Hans Tausen adgang til kirken, så han for alvor kunne tale Roma midt imod.
Hans Tausen optræder også i en mere moderne version. I 2004 fejrede Viborg 475-året for den lokale udgave af reformationen. Gode kræfter gik sammen om at få Bjørn Nørgaard til at udføre en stor terrakottafortolkning af reformatoren.
Bjørn Nørgaards “Hans Tausen” står højt på treenighedens søjler. I glaskassen under figuren ligger den ligsten, som han efter legenden stod på, da han en overgang prædikede udendørs ved kirken. På kunstværkets 12 tunger og på glasset står reformatorens ord at læse. Under ham bølger budskabet ud til folket. Den lysende spiral omkring ham er et symbol på det uendelige.
Men mindre kan også gøre det. I næsten et halvt århundrede har Hans Tausens Mindes store blodbøg på sin stamme haft et fyndigt udsagn: “Billen er dum”. Med en skruetrækker ridsede to knægte de tre ord, fordi de var blevet sure på “Billen”, det vil sige lektor Ellen Billetoft, der boede i huset lige op ad parken.
En anden talende detalje er samme træs knude. Fagfolk siger, at den markerer overgangen mellem det oprindelige træ, en almindelig bøg, og blodbøgen. Folk var ellers sure, da en tysk officer, der engang for længe siden boede i Sct. Mogens Gade 9, lod træet fælde. For de kendte ikke den tyske herregårdsskik med at fælde for at pode. På de tider var blodbøgen ret sjælden. I dag er det til at se meningen med galskaben.
Hjultorvet
Midt i Sct. Mathias Gade ligger et markant torv – ikke så gammelt som Gammeltorv, men ældre end Nytorv. Her lå indtil reformationen den katolske Sct. Mathias Kirke. Borgerne var ikke sene til at fjerne kirke og kirkegård. De fik af Christian den Tredje, der var konge fra 1534 til 1559, lov til at bruge pladsen som offentligt handelstorv. Navnet hentyder til, at bønderne handlede fra vogne – hjul.
Torvets flerdelte platform er i sit rids med inspiration fra kirken. Arkitekten har ikke villet ramme den nøjagtige form på det nøjagtige sted, men har med sin “kirkeskulptur” ønsket at give det skrånende torv en plan flade.
De to statuer vidner om Viborg som hedesagens by. Den venstre forestiller justitsråd Georg Morville (1817-1904). Den er af Ludvig Brandstrup og kom i 1910 op midt på torvet. Da Anders Bundgaards statue af kammerherre Christian Ditlev Lüttichau (1832-1915) skulle op, var der almindelig enighed om, at de to statuer på lige fod burde have plads ved det, der dengang var Hedeselskabets hovedindgang.
Hedeselskabets hovedsæde kom i 1906 til Viborg. Netop d’herrer Morville og Lüttichau var de store inspiratorer, da ingeniørofficer Enrico Mylius Dalgas kom til Viborg og fik øjnene op for hedesagen. Som et resultat kunne Hedeselskabet fra 1866 begynde sit virke i landbrugets og naturens tjeneste. Den historie har de to gubber at fortælle.
Da borgmester Ludvig Glud i 1918 holdt sin afsløringstale, sagde han blandt andet: “I denne hedens gamle by vil mindesmærket føre sin tale om dygtig dåd til kommende slægter.”
Det lille kunstværk i Hjultorvets nordøstlige hjørne hedder “Mit hus”. Støbejernsskulpturen er af Erik Heide. Den kom op den 9. april 1990 og står til minde om 50-året for besættelsen, hvilket skudhullerne kan tale med om.
Latinerhaven
Mellem Kompagnistræde, Sct. Mathias Gade og Sct. Mogens Gade ligger et pragteksemplar af en byhave med offentlig adgang. Navnet “Latinerhaven” kommer ikke af ingenting, men hentyder til, at den engang var latinskolens have. I bygningerne mod nord residerede byens lærde skole fra 1772 til 1926. I sig selv er haven et minde.
Efter den store bybrand i 1726 lå de tre grunde, som i dag udgør Latinerhaven, hen som “en afbrændt plads”. De kom fra 1783 ind under latinskolen. På sin del lod vicerektoren i cirka 1800 det lille lysthus bygge, i dag kendt som Rektors Lysthus. Allerede fra begyndelsen markerede et stendige og nogle stynede lindetræer dette helle midt i byen.
Planteskoleejer Rasmus Brostrøm skabte den have, som siden 1928 har været til fælles glæde. De tre smedejernslåger, bassinet og springvandet er et resultat af Rasmus Brostrøms skaberglæde. Nogle af planterne er fra latinskolens tid. Endda er egetræet ved indgangen fra Sct. Mathias Gade med stor sandsynlighed en hilsen fra tiden før bybranden.
I dag består den af en staudehave, en have med snapseurter, et afsnit med rododendron samt et flor af forårs- og sommerblomster. Dertil kommer en god blanding af træer, såsom ahorn, trompetkrave, robinie, hjertetræ og stilkeg. I bøgepurret en halv snes meter fra den tidligere nævnte indgang står en blærenød. Denne centraleuropæiske busks kerner har gjort fyldest i munkes og nonners rosenkranse til bøn.
Traditionen med de kandelaberbeskårne lindetræer holder kommunen i hævd, om end det har været nødvendigt at skifte nogle af de oprindelige træer ud. På det seneste har kommunen i samarbejde med nogle fonde gjort haven lettere tilgængelig for handicappede.
Fra 1960 har digterpræsten Steen Steensen Blicher (1782-1848) i form af en lille buste på en høj sokkel kunnet skue ud over vækster og gæster. Blicher var kulturelt nært knyttet til Viborg og Viborgegnen. Busten er af billedhuggeren Theobald Thielemann og kom til Viborg allerede i 1866. Først stod den i et lille anlæg med lyng på Stænderpladsen, siden kom den til Borgvold.
Pladen på murværket mod nord er i høj grad også til minde. Lige på den anden side af muren virkede overlærer Hans Christian Cornelius Mortensen (1856-1921) som biologilærer. Blandt ornitologer over hele verden er han kendt som Fugle-Mortensen. Det var ham, der som den første systematisk ringmærkede fugle. Idéen bredte sig så at sige som ringe i vandet. Selv nåede han at mærke 6000 fugle. Blandt hans elever var forfatteren Johannes V. Jensen, der gik på latinskolen fra 1890 til 1893. Johannes V. Jensen forfattede teksten til den plade, der i 1952 kom op:
Hans Vid og Sindrighed bar Frugt
hvorom der gaar i Verden Ry
Han fulgte Fuglen på dens Flugt
selv blev han i den stille By
Brønden med løver og søheste har været en fast del af haven siden 1935. Arkitekt Frederik Jensen tegnede den til Viborg Byes og Omegns Sparekasse. Ved sparekassens 100-års jubilæum i 1928 kom den op i haven bag sparekassen. Men den kom i vejen for en udvidelse, og sparekassen forærede den til byen.
En lille historisk krølle hører haven til. Det var i ét af de nedbrændte huse, at adelsfrue Marie Grubbe (1643-1718) muntrede sig med ladefoged Søren Sørensen Møller. Hendes skæbne har inspireret mange forfattere, herunder Blicher og Holberg. I sin 89. epistel om “Mærkelige ægteskaber” har sidstnævnte foreviget hende. Også en slags minde.
Tæt på domkirken
På Stænderpladsen lige nord for domkirken står selveste “Retfærdigheden”, der har form som en frodig kvindefigur af bornholmsk rødgranit. Den er af billedhuggeren Anker Hoffmann og kom på plads i 1954. Nogle kalder hende “Den nøgne sandhed”, og der går gisninger om, hvad hun med sin griffel har skrevet på pargamentrullen.
Hvorom alting er, står hun som symbol på Viborg som tingets gamle by. Som afgørelsernes og retfærdighedens sted. Terningspillernes “Så går vi til Viborg” om den afgørende runde henviser til, at her sker retfærdigheden fyldest.
Da Viborg i 1950 markerede et femdobbelt byjubilæum, samlede folk ind til en borgergave, og den udmøntede sig som Anker Hoffmanns figur. Ved jubilæet sparede byen ikke på tallene, og det ene af jubilæerne var 1400-året for landstinget. “Retfærdigheden” er en yppig kvinde med rigeligt til både gården og gaden. Borgerne imellem var der nogen diskussion om, hvorvidt fordelen eller bagdelen skulle vende til bysiden, og det endte med enden.
I 1965 kom “Kongehyldningsmonumentet” op på sin helt egen og ophøjede plæne, “Margretheplænen”. Nogle mente, at “Retfærdigheden” ikke helt var nok oven på det storslåede jubilæum. Tanken om også at sætte et minde over de mange kongehyldninger kom op til overfladen – og blev der. Ved Statens Kunstfonds mellemkomst blev billedhuggeren Axel Poulsen udset som manden, der skulle gøre idé til virkelighed.
Axel Poulsens oplæg viste Margrethe den Første, der den 24. januar 1396 lod den 13-årige junker Bugislav fra Pommern hylde på Viborg Ting. Hendes egen søn Oluf døde som 16-årig, og hun adpoterede Bugislav, der var hendes søsters barnebarn. Som Erik af Pommern var han Kalmarunionens officielle konge, men på monumentet bærer grandtanten ikke tilfældigt unionens krone.
Viborgs kongesten er kendt som Daneryg, og Axel Poulsen har gjort Daneryg så stor, at Bugislavs hoved er på højde med Margrethes krone. På den 5,5 meter høje bronzestatues sokkel står: “Viborg Landsting Jyllands kongehyldningssted gennem mere end seks aarhundreder”.
Tæt på domkirken, lidt oppe i Nytorvgyde, hænger et sirligt skilt med Adam, Eva, fristelsens slange og kundskabens træ. Det viser, hvor det vidtberømte renæssanceværtshus “Paradis” lå, indtil en storbrand i 1667 lagde det i aske. Skiltet er en stor kopi af et kistebeslag fra Bjerring Kirke.
“Paradis” må have virket tillokkende, for her indlogerede kurfyrst Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg sig, da han i 1659 kom til byen med sine besættelsestropper.
Efter branden henlagde værtshusholder Salomon Gerber sine aktiviteter til hjørnet af Nytorvgyde og Sct. Mogens Gade, hvor han fra 1669 også virkede som postmester. Det var her, to adelsmænd i 1674 duellerede sig ihjel.
Mindehaven
Bag Skovgaard Museet ligger den dejligste lysthave, og gårdhaven har adgang for alle. På den sydlige mur hænger to væsentlige mindeplader, bronzerelieffet “Mordet i Finderup Lade” og en bronzeplade for forfatteren, museumsmanden og viborgenseren Peter Seeberg (1925-1999).
Kongemordet i Finderup Lade lidt sydvest for Viborg er én af de mere kendte begivenheder i danmarkshistorien. Billedhuggeren Mogens Bøggilds relief kom op i 700-året for mordet, altså i 1986. Vi ser, hvordan en flok mænd er ved at presse døren til laden ind, mens der er stor opstandelse inden døre. Nogle af figurerne står helt frit, og alt i alt giver relieffet et levende indtryk af den dramatiske hændelse.
Sanktcæcilienat den 22. november 1286 havde kong Erik Glipping med følge på en jagt indlogeret sig i laden. Ni stormænd, heriblandt marsk Stig Andersen, fik senere dom for, at de med 56 stik havde dræbt kongen, men eftertiden betragter mordet som værende uopklaret. Mistanken kan lige så godt rette sig mod hertug Valdemar eller dronning Agnes.
Kongen fik sit sidste hvilested i Viborg Domkirke. I mange år lød klagesangen over den myrdede konge i kirken. En sten i gulvet foran alterskranken markerer hvilestedet. Et blyskrin med nogle knogler, to tænder og håndtaget fra et sværd er alt, hvad Nationalmuseet i sidste ende tildelte Viborg af den historie.
Peter Seeberg (1925-1999) ledede Viborg (Stifts)museum fra 1960 til 1993 og skrev sin intense novellesamling “Dinosaurusens sene eftermiddag”, da han var godt og vel midtvejs i sit Viborg-virke. Han stod i en eksistentiel krise og søgte til sit fristed i Provence for at skrive sig ud af sortsynet. Pladens citat er ét blandt samlingens 24 “øjeblikke”: “Det øjeblik du vågner og der sidder een på sengekanten og stirrer spændt med et varmt blik og du ved, du er velkommen tilbage.”
Da stiftsmuseet i 1981 flyttede, efterlod det sig den svalende have. Mindepladen er velplaceret netop her. Engang var her fængselsgård. Nu fængsler haven med sin tilbagetrukne ro og sine minder.
Nytorv
Den 8. marts 1914 fejrede amtmandsparret Ida og Harry Rowland Grøn sølvbryllup og ønskede at sætte et minde lige uden for deres vinduer i amtmandsgården på Nytorv. Mindet fik form som Sct. Kjelds Brønd.
Parret hyrede den københavnske billedhugger Anders Bundgaard til at skabe en vandkunst til torvet. Anders Bundgaard var betaget af historien om Sct. Kjeld, Viborgs værnehelgen. Ganske vist er Sct. Kjelds Kilde knyttet til domkirken, men han levede sig så meget ind i opgaven, at han i sine tanker omdøbte Nytorv til Sct. Kjelds Torv, hvilket fremgår af dette citat, idet han kommer ind på brøndens tre egern:
“Det er sådan et hyggeligt dyr. Og Sct. Kjelds Torv er et grønttorv. Det er meningen, at brønden ikke blot skal være til pynt, men også til nytte. Konerne skal til sommer, når den er opstillet, kunne gå hen og skylle og friske deres grøntsager ved den. Og så vil det forhåbentlig tage sig ud, at de tre egern rager op over alt det grønne.”
Ved en stor kirkefest i Viborg Domkirke den 11. juli 1189 ophøjede ærkebiskop Absalon – med pave Clemens’ velsignelse – Viborgs Kjeld til helgen. Siden har Viborg og Kjeld været forbundne kar. I mange år var den 11. juli hviledag i stiftet.
På Nytorv lå den lille Sct. Hans Kirke. Denne var stor nok til at give plads til et stort torv. Stort var det, da Frederik den Anden lod pladsen rydde, så han og dronning Sofie den 15. juni 1584 kunne lade deres syvårige søn Christian hylde som den kommende Christian den Fjerde. I hyldesten deltog 23 rigsråder, 181 lens- og adelsmænd, ni herremænd, 11 hofråder, alle de jyske bisper og provster samt to præster fra hvert herred. Siden har det været folkets torv. Den seneste renovering har trukket yderligere i den folkelige retning.
Brostrøms Minde
Den skånske gartner Carl Jacobson Brostrøm (1836-1917) nedsatte sig i 1864 som handelsgartner i Viborg. Frem til sin død kom han til at sætte et stort præg på sin by og på dansk gartnerbrug. Mindeanlægget ved Søndersøs nordvestre hjørne er i 1919 sat af Almindelig dansk Gartnerforening, som Carl Jacobson Brostrøm i 1887 var med til at stifte, og som han var den første formand for.
Stadsparken Borgvold havde ikke været den samme uden Carl Jacobson Brostrøms indsats. Sit gartneri udviklede han til at være blandt Danmarks største. Da det var størst, dækkede det 64 hektar og beskæftigede 140. Sønnerne Carl og Rasmus fortsatte virket. Da byen efter første verdenskrig udviklede sig mod nord, skete det i første omgang på Brostrøms Toft mellem nutidens Gl. Skivevej og H.C. Anderens Vej. En del sorter fra dengang lever videre i haverne og ikke mindst i Digterparken.
Arktekt Peder Vilhelm Jensen-Klint og billedhugger Carl Numelin udformede det markante granitmonument med bænke og mindeplader. Anlæggets løse sten er senere kommet til, idet de først stod i Rasmus Brostrøms have ved “Mogenshus”, Gl. Aalborgvej 2.
Så er vi ved vejs ende. Tak for følgeskabet.