Det skulle være meget mærkeligt, om ikke Asmild Klosters nonner har syslet med bier i deres have. De var kendt for at sy og brodere. Men også for at fange fisk i egne damme. Så hvorfor ikke også bier, hvis honning de kunne saliggøre i mjød?
Nonnerne havde en forbundsfælle i bisp Gunner, hvis navn er tæt knyttet til Jyske Lov fra 1241. Jyske Lov indeholder hele fire kapitler om biavl, og det siger noget om, at bierne heller ikke dengang var en biting. Her er regler for hegn og for, hvem der ejer sværmene, når de sætter sig på marken og i skoven. Hovedreglen er, at finderen er vinderen.
Hersom-forfatter Henning Pedersen er fascineret af, at den gamle landskabslovs ånd har holdt sig som noget nærmest lige så naturgivent som biavlen selv. Gennem flere år kunne han selv kalde sig biavler og lærte at holde af de velorganiserede bestøvere.
Henning Pedersen har levet sig så meget ind i deres farefulde liv, at han har kunnet skrive den fabulerende bog “Oprør i bistaden”, der som noget enestående lader bierne selv komme til orde. Ja, han ved naturligvis godt, at det hedder “et bistade”, men når der nu er tale om deres biby.
Honningbierne er ikke alene. Også hvepse og humlebier deltager i løjerne, og Henning Pedersen har en svaghed for den anarkistiske humlebi Tumling, der allerhelst fordyber sig i kåltidslen. Honningbien Top er dens ven og hæver sig højt over listen med de mange biroller.
I det lille kapitel “Bisprog og menneskesprog” fører forfatteren som den naturligste sag sin læser ind i biernes glosarium. Hvem skulle nu have troet, at “et bimbamstade” slet og ret er en kirke?
Jeg kan ikke lade være med at associere til overlærer Nils Dorphfra Viborg Katedralskole, der i et lille leksikon og en ordbog fra henholdsvis 1824 og 1837 indvier os i taternes rotvælske sprog.Hvad er for eksempel “grumslinglak”, om jeg må spørge? Akkurat som bierne er det, var taterne en truet art. Kulturen har det med at være indkapslet i sproget, så det er om at holde fast.
Taterfangen Hartvig Andreas Lunding i Viborg Tugthus var hans hovedkilde. Taternes sprog var hemmeligt, og deres love hjemlede dødsstraf for den, der røbede det. Ikke uden samvittighedsnag måtte Dorph notere, at Lunding faktisk måtte bøde med livet.
Ligesom Henning Pedersen var Nils Dorph stærkt teaterinteresseret, og han var i 1812 med til at stifte Viborg Dramatiske Selskab – en slags forløber for Komplotgruppen, somHenning Pedersen var aktiv i. Når alt kommer til alt har de nok suget af den samme nektar.