Med humoren som våben

Før mørket for alvor indtog den svenske forfatter Gustaf Frödings sind, brillerede han ikke bare som digter, men også som essayist. Begge dele i den folkekære ende. Et humorfyldt lyssind kommer overraskende til udtryk.

Med humoren prøvede Gustaf Fröding at trodse de sorte magter. Som han skriver: “Humoren er hunden, der slikker Lazarus’ sår.” I essayet “Influenzaen” fra 1892 stænker han et alvorligt emne med humorens vievand. Havde han levet i dag, havde han nok gjort det samme med coronaen.

Dengang stod verden lige så magtesløs over for influenzaen, som vi foreløbig gør med coronaen.

“Influenzaen er værre end en russisk krigshær. Man kan ikke løbe fra hende, når hun kommer marcherende. Man kan ikke dukke sig ned bag en sten, når hun skyder,” skriver han.

Hvor kan vi dog nikke genkendende til ord som disse: “Mod denne stormagt er intet hidtil kendt system virksomt. Indførselsforbud hjælper ikke.” Og: “Pyt, hujer bacillerne, farer forbi alle gadevandrerne og styrter sig på hovedet af dem, der sidder hjemme bag vel tillukkede døre.”

Videre skriver han om doktor Pfeiffer, der i Berlin arbejder på en vaccine. “En skønne dag må doktor Pfeiffer vel finde frem til, hvad en kommabacille kan tåle og ikke tåle, og da agter han at give dem det, de ikke tåler.” Hvor lyder det velkendt.

Gustaf Fröding døde i 1911, blot 50 år. Hans hovedfjende var alkoholen. Han nåede ikke at opleve den værste af alle kendte influenzaer, den spanske syge. Vi skal vel helt frem til 1930’erne, før verden fik en influenzavaccine, der virkede, og det var ikke Richard Pfeiffers fortjeneste. Mere held havde han dog med kolera og tyfus.

Tankevækkende, som historien gentager sig. Og måske er Gustaf Frödings råd mod influenzaens traumer en universel medicin:

“Det er bedst at give pokker i bedrøveligheden.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.