Mejslet i sten og trykt på papir

Blicher havde nok ikke gjort sig som blogger. Og godt det samme.

Det er ikke godt at vide, hvor mange unge der kender til forfatteren Steen Steensen Blicher. Nok ikke så mange, som de har været. Men nutidens unge kan jo så meget andet.

Da han i 1848 som 65-årig døde, var han egentlig heller ikke så kendt, ej heller anerkendt. Steen Steensen Blicher fik hvile på Spentrup Kirkegård. Sit dobbelte stennavn til trods fik han ikke en gravsten.

En Blicher-komité fik med besvær skrabet penge sammen. En gravsten kom den 28. november 1864 op, men komitéen havde svært ved overhovedet at indkredse et gravsted. Knap to år efter var det, at Viborg lagde jord til den lille mindebuste med den høje sokkel. Den har siden 1960 stået i Latinerhaven og vidnet om, at Uddevalla-granit er billigere end bronze.

Da Blicher i 1820’erne udgav tidsskriftet “Nordlyset”, svingede tallet af abonnenter fra 170 til 324. Han bidrog blandt andet med 25 noveller. Senere kunne det læsende publikum tegne sig for en bogserie med alle hans noveller, og da svingede antallet af subskribenter fra 100 til 250.

Jeg kommer uvægerlig til at tænke på de enorme skarer, der på deres skærme følger diverse bloggere, stilikoner, influencere, rollemodeller og trendsættere. Ikke et ondt ord om stjernerne Danica Cloe, Provinsmor, Metromand, Irina the Diva, Preppy Beast, Rejsekris, Anne au Chocolat, Madbanditten og alle de andre med de opfindsomme navne.

Gad vide, om Blicher i dag havde haft samme umiddelbare gennemslagskraft, for eksempel med bloggen Hedelærken? Nej, han havde nok valgt bog frem for blog. Hvad der kommer let, går let. En bog på papir kan være en besværlig størrelse, men den står for det holdbare. De små oplag til trods steg Blichers stjerne støt og højt på himmelen.

Jeg tror ikke, at en bloggers eftermæle får en flok mennesker til at bakse en 10 ton tung sten næsten én kilometer fra en mose til toppen af Lyshøj ved Lysgård. Det var, hvad der skete med Blicher-stenen, der har kronet højen siden 1883. Den gamle stenhugger Wortmann fra Viborg huggede et fremspringende stykke af stenen, og på det har mindet urokkeligt hvilet lige siden.

2 tanker om “Mejslet i sten og trykt på papir”

  1. Da jeg i 1975 som nybagt cand. oecon. fik en stilling i Viborg Kommunes Hovedbogholderi, blev mit skrivebord placeret med en flot udsigt til såvel busten som resten af den smukke Latinerhave.
    Da den gamle gymnastiksal fra katedralskolens tid – nu ligningskontor – et par år senere skulle have taget udskiftet, regnede det ned med de udtjente skifferplader som indledning. Men Steensen stod nok så kæk med den obligatoriske beskyttelseshjelm, som skal bæres af alle på en byggeplads, så han tog ikke skade.
    Når jeg har guidet udenbys familie og venner gennem de gamle bydele, tager jeg altid lige den lille beretning med, og den får altid gæsterne til at trække på smilebåndet.
    I en sådan sammenhæng spurgte en fagperson inden for området til hjelmens farve, da det åbenbart siger noget om bærerens status på arbejdspladsen. Med en – som jeg husket det – hvid hjelm, må digterens status betegnes som “menig medarbejder”…….

    1. Kære Hans
      Tak for din beretning. Den er god, den med hjelmen. Da busten i 1865 ankom til Viborg, havde den gode Steensen en hætte over hovedet. Dengang stod han i et lyngklædt hjørne af Stænderpladsen.
      De bedste hilsener
      Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.