Alle kan noget med allé

Lindealléen på Gammeltorvs nordside er som en græsk søjlegang.

Hvad søjlegangene er for de antikke lande, er alléerne for det danske land. Formaster nogen sig til at tage sav og økse frem, får en storm af protester løvhanget til at bævre.

Vi så det i begyndelsen af 1950’erne, da den langstrakte lindeallé fra Rundebænken til Overlund måtte lade livet. Den stod i vejen for en bredere dæmning mellem søerne. “Folkeafstemning” lød kravet; men sådan gik det ikke. En kortere allé af hestekastanjer slog rod, og også den er nu dødsmærket.

I 1972 faldt Kirkegårdsalléen af lindetræer. Den røg sammen med Håndværkerstiftelsen langs Reberbanen. Børnehaveseminariet skulle have albuerum. Heller ikke det gik stille af. Langhårede demonstranter stillede sig i vejen for kortklippede mænd med motorsave, og én af disse følte sig så provokeret, at han med sin sav truede ad en demonstrant. Billedet endte i årets udgave af “Hvem Hvad Hvor”.

Da Viborg Katedralskole for at par år siden fik sine lindealléer stynet, var folkets røst heller ikke sen til at rejse sig. I dag må alle vist erkende, at operationen var særdeles vellykket. Alléerne har fået nyt liv. Det samme er ikke tilfældet med alléen fra Herningvej til Hald Hovedgaard. Da den kom væk, var planen egentlig, at en afløser skulle gro op, men nej. Det nye indkig og rækkerne af vildtbanesten var så meget bedre end træerne, mente de ansvarlige.

Mange alléer til især de større gårde er en vigtig del af kulturlandskabet. Men også midt i byen kan en allé være på sin plads. Tænk blot på den flot skårne lindeallé på Gammeltorvs nordside. Den vil vi nødig være foruden.

Forfatteren Nis Petersen (1897-1943) boede fra 1926 til 1929 hos søsteren Emma Pilegaard i Viborg. Kort efter at han døde, udkom novellesamlingen “Stynede popler”. Titelnovellen har en poppelallé ved en proprietærgård som grundelement.

Da proprietæren dør, fælder sønnen Rolf den gamle poppelallé og planter en ny. Tue, den anden søn, kan ikke forstå, hvorfor det skulle ske. I det hele taget er de på kant og kommer op at toppes om, hvorvidt sorten er canadisk eller sibirisk. Rolf holder på det sidste og nedgør broderen.

Tue slår sig ned i Kina. Da han 30 år efter vender hjem, er broderen død. Han noterer, at alléen faktisk er af sibiriske popler, 50 i den ene side og 48 i den anden – lynnedslag har gjort indhug. Da han siger dette til enken, ler hun. Nu forstår hun, hvorfor Rolf fik så travlt med at fjerne de ellers nye canadiske popler og skifte dem ud med sibiriske.

De kan noget, disse alléer.

2 tanker om “Alle kan noget med allé”

  1. Da jeg startede i Viborg… var alleen ikke “formklippet”, men var blot stynet. Der var ikke meget plads mellem træerne, De var eller ikke så gamle! Så jeg fik dem klippet som 2 firkantet kasser.
    Om pile/poppelalléer er særlig hjemhørende til Lolland! Det startede med pil, men de fandt ud af at poppel voksede hurtigere (de kaldes på Lollands” Poppelpil.”) Alleen skulle stynes med 3 års mellemrum og det klippet materiel blev anvendt til hegn/gærde til næste træ i rækken. Afstand mellem træer er afhængende af jordbonitet. Bedre jord giver hurtig og mere af materiel til hegn.

    1. Kære Jacques
      Du har gjort meget godt for naturen i byen. Sådanne alléer kommer naturligvis særlig til deres ret, når de klæder det flade land. Er der i øvrigt ikke noget om, at “asp” er det gamle danske navn for “poppel”.
      De bedste hilsener
      Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *