“Løkkesten” og andre gode sten

“Ny-Mølle gav stenen. Egnens beboere slæbte den herop.” En del af inskriptionen på ét af de 348 indslag, der optræder i Viborg Stiftsmuseums registrant fra 1986, “Mindesten og monumenter i Viborg Amt”.

Slæbe, netop. Når jeg ser store sten på min vej, falder tanken på de mennesker, der baksede dem på plads. Istidens is skubbede dem hertil, men mennesket førte dem videre. Asede og masede. Den næste tanke er, hvad meningen i galskaben er.

Inskriptionerne taler jo deres tydelige sprog, hvis de ellers er til at tyde. Ælde har på nogle af mindestenene været som et viskelæder, og kun med lidt god vilje er de til at greje. Tag for eksempel stenen på hjørnet af Sct. Laurentii Vej og Sct. Knuds Vej.

Det ser ud, som om der står: “Sct. Laurentii Løkke”, thi det var jo her, Sct. Laurentii Kapel i meget gamle tider lå. I 1929 gravede planteskoleejer og amatørarkæolog Rasmus Brostrøm på løkken, det vil sige det indhegnede stykke jord, og han stødte vitterlig på kapellet. Jeg kan ikke undlade at nævne, at han var oldefar til en meget nærværende Søren Brostrøm.

Nysgerrigheden drev den nuværende ejer til Rigsarkivet. I 1929 stod kommunelærer – og senere forstander for handelsskolen – Johannes Hansen som ejer, og det var ham, der gav sin herskabelige villa det gamle navn. Granskningen viste endda, at Johannes Hansen fik en tinglyst eneret til at råde over Sct. Laurentius-navnet til privat ejendom.

Andre steder er det tydeligt, at stenene skal forhindre os i at komme på afveje. Atter andre steder er det svært at se formålet. En venlig sjæl har måske blot sat stenen, fordi den skal tage sig ud. Glæde andre. Eller for nemheds skyld. Denne flytten rundt med sten har været – og er – en folkesport. Stengærder, ikke at forglemme. Sten på sten er et hestearbejde.

Nogle sten lader sig ikke sådan flytte med. Det er de enorme ledeblokke. De største har navne. Den allerstørste kæmpesten ligger på Fyn. Den hedde Dammestenen. 10 meter høj og 46 meter i omkreds er dog noget. For år tilbage gisnede nogle om, at krabaten kunne være et stykke urfjeld, der stak op.

Her på lag har vi Vindumstenen og Lindumstenen. Førstnævnte kommer fra det sydlige Norge, hvorimod stenen i Lindum Skov er med vänliga hälsningar fra Blekinge,

Som spejder tog jeg duelighedstegnet “geolog” og oparbejdede en vis stensamling. Min viden om emnet var ret begrænset; men den, der skulle overhøre mig, vidste endnu mindre. I de blindes rige er den enøjede konge.

I gymnasiet havde jeg til geografi en ung, højt værdsat og stentosset adjunkt, der gjorde beundringsværdige forsøg på at lære os om forskellene mellem rhombeporfyr, ålandskvartsporfyr, paskallavikporfyr og rappakivi. Sender gerne en venlig tanke til ham, når jeg finder underlige sten.

Særlig én sten husker jeg: viborgit, der kommer fra den østlige del af Den Finske Bugt, hvor navnefællen Viborg ligger – mange stenkast borte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.