Ret skal være ret

Der er stil over den tidligere landsrets hovedportal ved Stænderpladsen. Kronen på værket er det store rigsvåben i 1903-udgaven – det med den islandske falk i selskab med den færøske vædder og den grønlandske isbjørn plus alt det andet, der vidner om dansk storhed af i går.

Viborg har nærmest altid været rettergangens by, først med landsting, så med landsoverret og så med landsret. Rigsvåbnet står som symbolet på den retfærdige rettergang. “Så går vi til Viborg,” siger terningspillerne om den afgørende runde, for Viborg er så afgjort afgørelsernes by.

Sådan at sidde på den dømmende magt har betydet langt mere end et relief i sandsten. Gennem tiden har omgivelserne nok set på Viborg med en vis ærefrygt – med vægt på ordets sidste led. Noget ophøjet. Jyder “tager op til Viborg”.

Mange er de, der i Viborg fik skilt deres hoved fra kroppen. Skarpretteren og hans svend henrettede dem. Byretten og bødlen havde ord for at være både hurtige og effektive. Så hurtige, at når landstinget eller kongen skred ind, var dommen allerede eksekveret. En frifindelse med tilbagevirkende kraft kunne højst betyde, at en hængt kom ud af løkken.

En stakkels viborgenser, der i 1590 måtte bøde med sit liv for en sæk og lidt mel, var allerede død, da kongen bad om en omtur i retsmaskinen.

“Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes,” læser vi i Biblen. Nok var det ikke bødlen, der dømte, men alt dette hovedhuggeri steg alligevel skarpretter Peder Brocker i Viborg så meget til hovedet, at han i 1630 stod anklaget for at føre sig frem som en falsk profet.

Godt for ham, at han ikke hurtigt havde hugget hovedet af sig selv, for en dødsdøm endte med at blive til en landsforvisning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *