En lindorm, et grumt slangeuhyre, huserede engang i Viborg. Det lykkedes åbenbart borgerne at få bugt med ormen. Historiker Ursin bringer i det mindste den myte til torvs, at apoteker Daniel Friedenreich i Viborg Svaneapotek fik sin disk beklædt med slangens skind.
Da Daniel Friedenreich i 1673 overtog bevillingen efter sin bror, indrettede han sig på Nytorvs nordre side, hvor siden Amtmandsgården kom til at ligge. Apoteket var da nøjagtig 100 år. Hvor det i sin første tid lå, ved vi ikke. Men vi ved, at det i 1717 flyttede til vestsiden, og at det lå her indtil 1993.
Som en hovedby i Nørrejylland fik Viborg i 1545 bevilling til sin første læge. Noget måtte ske, efter at de katolske klostre med deres lægekunst og -urter lukkede. Ingen læge uden medikamenter, og sådan gik det til, at kongerigets tredje apotek efter København og Odense åbnede i Viborg.
Apotekergården på vestsiden ligger som et fint minde om en lang historie. Det var nok her, Margrethe den Første i 1406 købte en bygård. Apotekerkælderen er oldtudsegammel, og den sydlige ende kan sagtens være fra Margrethes tid.
Det kastede også glans over bygningen og byen, da selveste feltmarskal Raimondo Montecuccoli i 1660 her indrettede sit kvarter. Polske og tyske hjælpetropper var i byen. De har nok taget godt for sig af apotekets “receptvin”.
Da en arkæolog i 1979 målte kælderen op, forbigik det vist hans opmærksomhed, at den har et hemmeligt rum, og at dette rum indeholder selveste indgangen til Viborgs sagnomspundne løngang. Det har jeg hørt sige.
I 1587 fik apotekeren lov til at “holde vinkælder”, og den var en god indtægtskilde. I mange år tjente Viborgs apoteker også godt på “De fire røveres eddike”. “Den kan strax faaes tillavet her på Apotheket,” hedder det i en annonce fra 1779.
Efter sigende havde fire røvere under en pestepidemi udviklet eddiken, så de kunne stjæle fra de syge uden selv at få sygdommen. Den var god mod “giftige dunster og anstikkende sygdomme”. Nej, må vi så bede om apotekerens luttendrank.