En udbredt historie er, at vendingen “stinkende rig” kommer fra kirkerne. At kun de rige havde råd til at lade sig begrave indenfor, og at de lå og stank i kirkerummet. Det samme mener nogle englændere om “stinking rich”.
Jeg har set, at sprogfolk pure afviser denne forklaring. De kalder den “en folkeetymologi”, altså en slags vandrehistorie. Tillægsformen “stinkende” er ganske enkelt et forstærkende ord, der kan optræde sammen med mange andre ord: stinkende uretfærdigt, stinkende beruset, stinkende hovmodig.
Noget helt andet er, at kirkerne i tidligere tider var fyldt med begravelser – noget, der uden tvivl har virket temmelig fimset. Velbeslåede kirkegængere betalte godt for i dobbelt forstand at komme ind i varmen. For eksempel var indendørs begravelser med til at betale Sortebrødre Kirkes første tårn.
I Viborg Domkirke har traditionen sat sig spor på væggene. Her sidder en snes epitafier, det vil sige mindetavler over afdøde. Ét af de mere dekorative sidder på den sydlige korsarms endevæg. Det er et helt puslespil og har en ret slidt inskription.
Men vi kan af den tyske tekst se så meget, at den er til minde om apotekerparret Mette og Daniel Friedenreich. Hun døde den 6. juni 1698, han den 29. juli 1706. Ja, det ved vi fra anden side, for felterne til disse finale tal står åbne.
Efter at Daniel Friedenreich i 1688 købte sten og plads, lod han teksten for parrets sidste “Schlafcammer” udfærdige, men kunne af gode grunde ikke få det hele med. Det oprindelige hvilested var tæt ved konventhusdøren på sydsiden. Prisen var 20 sletdaler for stedet og 10 sletdaler for stenen. Desuden testamenterede parret 200 rigsdaler til kirken.
Da bygningsarbejderne i 1860’erne brød ned og byggede op, var der ingen fine fornemmelser. Med store brolæggerstempler knuste de kister og skeletter til en masse, der kunne bære det nye gulv.
“Ingen må røre hans ben,” stod der ellers på biskop Henrik Gerners ligsten, men på kirkens portræt ser han ret uanfægtet ud.