En fodtur ud af byen mod vest ad Himmerlandsstien giver et godt indblik i, hvad Viborgs gamle bymark er i dag: et miks af boliger, erhverv og åbne områder. Enkelte steder ligger levn fra dengang, landmændene i 1800-tallets sidste halvdel etablerede sig.
Af personlige grunde tager jeg gerne en afstikker ad Islandsstien. Islandsparken er kun en bræmme, men en langstrakt glæde. Lidt længere ude ved Gotlandsvej gør jeg holdt og ser for mig tre gårde på stribe: først Mariesminde, så Peterslyst og sidst Vestermarkens Mølle. Nu blot et minde.
“Til barndommens land kan der ikke valfartes, det hører som et Atlantis til landene, der er gået under,” skriver himmerlændingen Johannes V. Jensen. Ikke enig.
Islandsstien fører lige til barndommens skøjteparadis. Hver vinter i 1960’erne – sådan husker jeg det – muntrede alle bydelens børn sig på den tilfrosne sø. Egentlig var den blot en stor oversvømmelse og lå på Brandstrups mark. Senere fandt jeg ud af, at den havde navn efter familien Brandstrup, Peterslysts beboere.
Nogle gange var vi så mange, at pølsemand Fuks stillede an med sin lille pølsebod. Skøjtesøen var så sikkert et aktiv, at vi turde investere i kunstskøjter i stedet for de ustabile tingester, vi spændte på skistøvlerne. Et år havde en alliance mellem frost, tø og vind formet et fortryllende islandskab, der havde dale og bakker.
På gamle kort ser jeg et system af kanaler, som Vestermarkens pionerer havde forsøgt at dræne engen med. Om søen var borte om sommeren, husker jeg ikke, men jeg har engang set den med bølger på. Lige ved siden af boede i øvrigt den godmodige avlsbruger Niels Bilgrav, der med sin enspændervogn kørte rundt og samlede spild til sine grise. Somme tider fik vi en tur og så gladeligt bort fra odøren.
En sjælden gang fandt vi ned på Salonsøens is; blot for at notere, at Brandstrups mark var bedst. Tilbage ligger en lille dam og en grøft med to småbroer. Fortiden lader sig ikke sådan udtørre.