På Sliparebacken i den svenske by Lund står en mindesten. Teksten er af Henrik Gerner, der var biskop i Viborg fra 1693 til 1700. Den handler om, at på dette sted ligger brødres ben blandet. Her fandt i 1676 et drabeligt slag mellem svenskere og danskere sted. Vistnok 9000 soldater gik til.
Svenskerne vandt. Men stenen er ikke et symbol på sejren. Den er et forsonende monument. Henrik Gerner selv havde deltaget i den foregående svenskekrig. I 1659 havde han været med i en gruppe, der prøvede at befri Kronborg. Fjenden fangede ham.
Svenskerne udsatte ham for tortur. Skønt han var kendt som en dygtig sprogmand, fik de ikke et ord ud af ham. I 18 uger sad han med tunge lænker i fangehullet. Henrik Gerner havde en dødsdom hængende, men slap, fordi danskerne havde prominente svenske fanger at handle med.
Det var, som om det med benene forfulgte ham. Under et måltid den 3. maj 1700 fik han et kyllingeben på tværs i halsen. Lægerne kunne hverken få det ned eller op, og efter en halv snes dage led han som 70-årig sultedøden. Kisten stod parat i bispegården, og da han mærkede, at tiden var inde, lagde han sig med stoisk ro op i den.
På Henrik Gerners gravmæle i Viborg Domkirke spøgte benene atter. For med et bibelcitat stod der, at ingen måtte flytte hans ben – altså krænke gravfreden. Ikke desto mindre indgår hans skelet i den masse, som domkirkens gulv ligger på.
Da den gamle kirke i 1860’erne måtte falde for en rekonstrueret kirke, stampede bygningsarbejderne med store brolæggerstempler de mange kister og skeletter til et pulver, der gjorde det muligt at lægge et jævnt stengulv. Her var ingen fine fornemmelser.
Et portræt af Henrik Gerner hænger iøjnefaldende i kirken. Maleriet er en gave fra dronning Louise, da hun deltog i kirkens genåbning den 10. september 1876. Det er der ingen kunstneriske ben i, for det er en kopi af et portræt, som hofmaler Karel van Mander malede.