Jeg har fået vedbend på hjernen, og det er slet ikke så værst. Midt i vinterhalvårets bladløse tristesse er dens store, grønne blade en formildende omstændighed.
Det virker, som om vedbenden har fremgang overalt i haver, parker og skove. Den slynger og klynger sig lystigt, og det er tydeligst, når de løvfældende omgivelser er nøgne.
Flere steder kommer vedbenden højt til vejrs. Flotte eksempler finder vi på Borgvold, på Stænderpladsen og i Latinerhaven. Favoritten står op ad skulpturen “Retfærdigheden” – “Den nøgne sandhed” – på Stænderpladsen.
Min planteforstand er meget begrænset. Men jeg har hørt, at kritiske røster ikke har rod i virkeligheden. Nogle siger, at den suger livet ud af værten. Det sker vist kun, hvis den totalt dækker for værtstræets krone. Som en trøst lever den fint videre på et udgået træ. Dens dække på jorden og i højderne er i øvrigt en verden af insekt- og fugleliv.
Vedbendens fætre er vildvinen og rådhusvinen, begge løvfældende. Engang satte de kulør på mange af byens facader. Selv domkirken havde en rådhusvin. Det fik en brat ende, da den faldt til jorden, fordi den ikke kunne finde et solidt fæste på granitten.
Sct. Ibs Gade 7 er et borgerhus fra 1871, og det smykker sig stadig på bedste vis med en vin. Hvor er det altså flot, når bladene fra den sene sommer og ind i efteråret står i rødlige nuancer. Tidens nøgne nyfunkis kunne nu godt bruge lidt vinløv i håret.
I min farmor og farfars lille bondehus levede en vedbend lige så meget inde som ude. Den havde fundet et smuthul og havde det fint sammen med potteplanterne. Ikke så godt for murværket.
Efter sigende holder en veltrimmet vækst murværket tørt, og den virker svalende om sommeren og varmende om vinteren. Men det er svært at fjerne sporene, hvis murværket igen skal stå nøgent. Hvorfor dog tænke så langt?