Historien om Viborgs store bybrand i 1726 kan stadig fænge. Blandt andet dedikerede Viborg Bryghus for nogle år siden en øl, Bryggerpigen Rose, til den tjenestepige, der fik skylden for branden.
Ret beset ved eftertiden ikke et kvidder om, hvad pigen hed. I sin digtcyklus om branden skriver Niels Peter Lindhardt om, at hun stod ved bryggerkedlen “som en blussende rose”. Så hvorfor ikke kalde hende Rose?
Ved 16-tiden den 25. juni 1726 er der fyr i lyngtørvene under ølkedlen hos handelsmand Peder Vandet, der holder til i Hjultorvets nordvestre hjørne. Købmandsgården strækker sig helt op til Vestergade langs Lille Hjultorvgyde. Den lille ild breder sig til et knippe lyng uden for kedlen.
Knippet har tjenestepigen kastet ned fra loftet, hvor hele det brandfarlige lager ligger. Ilden når at få fat, mens hun er optaget af at finde et nyt bundt, som hun kan kaste gennem lemmen. Barske vinde fra vestlige retninger og en knastør by efter lang tids tørke gør på ingen tid den lille flamme til et brølende uhyre.
Branden når sit højdepunkt, da det svære egetømmer i Viborg Domkirkes tårne i et brændende inferno hamrer ned i kirkeskibet og knuser hvælvingerne. Stormklokken, der har varslet om tidligere katastrofer, falder til jorden og får en revne, mens de tre andre klokker smelter bort.
71 bygårde og 78 huse i den bedste del af byen lå i aske, da ilden ved totiden natten til den 27. juni havde raset ud. Dertil kom domkirken, Sortebrødre Kirke, bispegården og rådhuset. Plus uerstattelige klenodier og arkivalier. Gråbrødre Kirke slap nådigt. Kun tårnurets trævisere brændte. Byen var nulstillet.
Tjenestepigen fik skylden, men nogen retssag kom det ikke til. Var hun helt alene, den stakkel? Hvorom alting er, tog det Viborg næsten 150 år at komme sig helt oven på den mislykkede ølbrygning. Den sidste historie om den sag er ikke brygget.