Jeg faldt over et gammelt katalog fra Sagførernes Auktioner i København. Det er for en auktion den 20. november 1917, og blandt de 1633 numre finder vi så forskellige sager som et udstoppet vildsvin, et håndskrevet manuskript til vaudevillen “Den sanddru løgner”, en sennepskværn og – et stenhoved fra den gamle udgave af Viborg Domkirke.
Er der noget, Viborg har været god til, så er det at rive kirker ned. Byggesten og inventar fra Viborgs kirker har gennem årene været en stor handelsvare. De 12 nedrevne katolske sognekirker i 1529 førte til det nok største genbrug i Viborgs historie. Mange af de hugne sten var til hugpris, og en boligejer i Sct. Mogens Gade følte sig ligefrem foranlediget til gøre denne inskription på én af stenene: “Denne Steen er betalt”.
Sidst i 1700-tallet var Viborgs indbyggertal skrumpet så meget ind, at byrådet i rammeste alvor overvejede at søge om lov til at give købstaden Viborg status som en simpel landsby. Der var penge at spare. Så slemt gik det dog ikke, men folk i byen var bredt enige om, at en stor domkirke uden et sogn og to sognekirker var for meget til en by på bare 2400 sjæle.
Ned skulle enten Sortebrødre Kirke for Søndre Sogn eller Gråbrødre Kirke for Nørre Sogn. Byfoged Thomas Wissing og rådmand Peder Dinesen anbefalede, at Gråbrødre Kirke skulle lade livet, så domkirken kunne overtage Nørre Sogn. Argumentet var måske lidt overraskende: “Dens bygning er af større værdi end Søndre Sogns.” Blandt andet fremhævede de tårnets kobbertag. De føjede til, at kirken ejede mere jord og havde godt med penge på kistebunden. Altså alt i alt et større aktiv.
Den 29. december 1809 skrev kongen Gråbrødre Kirkes dødsdom. I 1813, statsbankerottens år, kom tårnet som det første under hammeren. Det indbragte 2689 rigsbankdaler, hvilket vistnok var pænt. Den store klokke kom til Randers, mens den lidt mindre fandt plads i Holstebro.
Den salvende Jesus over Viborg Domkirkes syddør sad i Gråbrødre Kirke. Når vi nu er ved det, kan vi også nævne de to løver over norddøren. De dukkede i 1834 op af jorden, da Viborg anlagde Stænderpladsen. Løverne og stenansigterne på korrundingen er fra den oprindelige domkirke, og det samme med en lille sten på nordtårnet. Den er med et fugle-slange-uhyre og en hare.
Godt, at noget trods alt lever videre og skaber spor bagud. Da det i 1860’erne tog fart med at rive domkirken ned, gik der panik i nogle, og de oprettede en kommission, der skulle prøve at redde nogle af de kulturhistoriske værdier. Samlingen af bispebilleder er et synligt resultat, men i øvrigt var det sørgeligt for sent. Hammeren var faldet. Auktionshammeren.