Det er fuldbragt. For et fuldsat “Skakbræt” på biblioteket præsenterede Vingaards Officin, Bogtrykmuseet Viborg fredag den 16. november 2018 årets medlemsbog.
Den hedder egentlig Rapsodi i Bly – Bymandens Viborg, men typograferne var så forelskede i komponisten George Gerswins Rhapsody in Blue, at de på forsiden bruger “Rhapsody”. Y’et gør sig nemlig grafisk og spiller sammen med “bly”.
Bogen er mest til medlemmer, og dem er der heldigvis mange af. Folk, der til en billig penge tegner et medlemskab, får bogen med i købet.
De har skabt lidt af en pragtbog. Den er i “Lange Peter Madsen-format”, altså højformat. Inspirationskilden er Halfdan Rasmussens fine børnebog. Tegningerne er af Viborg-kunstneren Birte Mølgaard, og de er gengivet i en eksklusiv blåtone.
Bymanden har leveret teksten. De fleste af bogens småessays er Bymandens skriverier fra folkebladet, men et par andre artikler fra folkebladet har sneget sig ind. Lions Viborg har tidligere udgivet to bind med Her på Bjerget – Bymandens Viborg, og også til dem stod Birte Mølgaard for illustrationerne.
En rapsodi er en slags musikalsk kludetæppe, idet de mange klanglige klude udgør en helhed. Rapsodi i Bly er efter samme opskrift. Småstykkerne handler alle om Viborg, ikke mindst byens historie. De er med et glimt i øjet og et svirp med halen.
Bogen er officinets ottende årsudgivelse. Hver gang lægger de gamle typografer sig i selen for at vise, hvad den gode, klassiske sortekunst står for. I 2018 overgik de sig selv, og det er Overgaard svært tilfreds med.