Caroline Mathilde og Christian den Syvende.
Der kan gå sport i at finde forbindelser mellem det lokale og det fremmede. At kunne sige til sig selv: “Større er verden altså heller ikke.”
Vi besøgte for kort tid siden Celle i Tyskland, byen med de mange og flotte bindingsværkshuse. Det er også byen med det gamle hertugslot. Og det var i Stadtkirche St. Mariens krypt, at Caroline Mathilde, Danmarks dronning fra 1766 til 1772, fandt sit sidste hvilested, blot 23 år.
Efter affæren med Struensee tydede alt på, at Caroline Mathilde skulle henslæbe resten af sine dage som fange på Aalborghus. Hendes storebror, kong Georg den Tredje af England, sendte to krigsskibe og et kongeskib til Øresund, og så var det fangenskab forbi. Den detroniserede dronning fik residens på familieslottet i Celle.
Folk i Celle modtog celebriteten med åbne arme. De mente, at hun kunne kaste glans over byen og sikre fremgang, kulturelt såvel som økonomisk. Stor var sorgen, da hun så ung døde, vistnok af skarlagensfeber. De sørgende rejste et mindesmærke.
Forbindelsen til Viborg? Jo, noget lignende kunne være hændt i Viborg, blot med hendes tidligere ægtemand, Christian den Syvende, kendt som den sindssyge konge. Deres veje skiltes efter Struensees fald.
Sindssyg eller ej. En konge er en konge. Under krigen mellem England og Danmark var kongen nok lidt i vejen, og så var det, at borgmester Thomas Wissing i Viborg tilbød sig. Også han håbede vel, at lidt kongeligt blod kunne gavne byen.
Thomas Wissing ejede den senere Amtmandsgård ved Nytorv. Den 2. november 1807 skriver han til kronprinsregent Frederik (den Sjette), at kongen kvit og frit kunne bo i den flotte og standsmæssigt møblerede bygård “iblandt sine undersåtter, som både elske og velsigne ham og Dem”. Den gode borgmester sætter trumf på ved at skrive, at “Viborg er det sundeste sted i landet, da den ligger så højt”. I forbifarten får han nævnt, at så kan Højesteret passende holde sine møder i Viborg.
Sådan blev det ikke. Kongen kom til Rendsborg, hvor han døde den 13. marts 1808. En fire måneders tid kunne kongen have fået i Viborg, men det havde garanteret været tilstrækkeligt til, at Viborg – ligesom Celle – havde kunnet smykke sig med betegnelsen “residensstad”.