Hvad hulen. Direkte forbindelse fra Skovgaard Museet til Padborg. 280 kilometer per gåben. Vandreruten Hærvejen byder sig til. Hen ad Sct. Mathias Gade og ned til banegården. Videre over Hærvejsbroen, gennem Viborg Baneby – og så er det bare søndenpå.
Sådan gik det ikke helt til i gamle dage, men lad gå. Dengang var ind- og udfaldsporten Sct. Mikkels Port. Den nuværende Koldingvej bar trafikken, der så passerede smalningen ved Non Mølle og smøg sig øst om Lysgård. Flere steder er sporene stadig til at få øje på. For nogle år siden var der en lille disput om, hvorvidt det offentlige burde slå græsset på sporene ved Lysgård.
Hærvejsstenen med Peter Seebergs tekst står ved Koldingvej og ligner en undskyldning for sig selv, thi de, der skulle have glæde af den, går andre veje. Men stenen står ved den rette vej, og sporene omkring den taler for sig selv.
I det meste af livet har Hærvejen ligget som en ledetråd for mig. Som julegave fik jeg af min farmor og farfar Hugo Matthiessens “Hærvejen – en tusindårig vej fra Viborg til Danevirke”, 10. oplag. Det var i julen 1964, og jeg var blot 10 år.
Mange giver Hugo Mathhiessen æren for at have navngivet vejen. Tidligere var den syd for Kongeåen kendt som Oksevejen, mens det nordlige stykke var Studevejen eller Gammel Viborgvej. Værket udkom i 1930, og det var nok først herefter, navnet Hærvejen vandt frem. Hugo Matthiessen henviser til, at kartografen Johannes Mejer i 1600-tallet brugte navnet, men mest som et begreb for den tids hovedveje.
Hugo Matthiessen noterer, at Hærvejen i årenes løb med ophøjet ro har fundet sig i lidt af hvert. Den i øvrigt udmærkede omlægning i Viborg med Hærvejsbroen som den nye port skal den såmænd nok også klare.
Blandt pilgrimme og andre vandrere står Hærvejen med afstikkerne til Hirtshals og Frederikshavn som den uomtvistelige etter. Den er et bindeled til hellige ruter og mål i mange lande. Også i middelalderen var Hærvejen et net af veje. Hugo Matthiessen placerer Viborg som den samlende kraft, som hærvejsbyen par excellence.
Enhver egn med respekt for sig selv har efterhånden en pilgrimsrute. På Møn har de været særligt opfindsomme og kalder – inspireret af Caminoen – deres rute Camønoen. Godt gået.