“Livet er værd at se på,” udbasunerede billedkunstneren Kjeld Heltoft, der døde tidligere på året, 86 år. Kjeld Heltoft var født i Viborg og er blandt meget andet kendt for kunstbogen “… og så til Viborg” med 52 Viborg-tegninger.
Kjeld Heltoft og Viborgs Peter Seeberg var venner, og de havde lidt sjov for, da de i 1975 udgav publikationen “Brikker af en verden”. Deres hensigt var at “lave kunst, uden at folk overhovedet opdager det” – som Peter Seeberg udtrykte det. Tegningerne var “med indlagte underbevidsthedsværdier”, og teksten var “af anekdotisk karakter”. Deres “skægge publikation” var såmænd en brugervejledning til Viborg Stiftsmuseums faste udstilling.
For eksempel giver Peter Seeberg en hovedbeklædning vinger på: “Damestråhat fra 1810, det år, hvor stråhattene var så store, at damerne kunne flyve i dem.” Hvem siger, at tekster om ting skal være tingsliggjorte?
Af samme skuffe er “… og så til Viborg” fra 1982. I forordet skriver Peter Seeberg om kunsten bag kunsten: “Helgenerne lever stadig i gaderne. Blicher svæver over egnen. Intet er blot, som det ser ud til, men noget mere.” Videre: “Han tilstræber sigende, spidsvinklede iagttagelser af steder, ingen før har bemærket.” I Sortebrødre Kirke har han hentet “Hjertespotteren”, ét af Mogens Christian Thranes emblemmalerier.
Titlen spiller naturligvis på terningspillernes “så går vi til Viborg” om den afgørende runde. Den gamle tingbys ry som afgørelsernes by er ikke sådan at ryste af sig.
Flere gange portrætterede Kjeld Heltoft sin kunstnerven i Viborg, sidste gang i 1993, da han fangede sit motiv på en dag, da “englen gynger i sit ophæng, allikerne sidder parat tikl at flyve, og der er skrivepapir på bordet”.
Kjeld Heltoft var et fremtrædende medlem af kunstnersammenslutningen Corner, men også i fortællingen om Viborg er han berettiget til et hjørne.