Da jeg var ulveunge – lille spejder – i 1. Viborg Flok, hed jeg Toomai. Også mine kammerater havde navne fra Rudyard Kiplings Junglebogen: Gråbror, Tha, Hathi, Phao, Kaa, Bagheera, Mowgli, Baloo. Flokføreren var Akela. Det var stærkt forbudt at bruge hverdagens døbenavne.
DDS-spejdernes Waingunga-gruppe i Viborg benytter sig også af de sigende navne fra Junglebogen. Waingunga er børnebogens flod. Når floden ved tørke skrumper ind, stikker Fredsklippen op. Den vilde elefant Hathi proklamerer fred og fordragelighed mellem junglens dyr, når klippen er synlig. Så kan alle frit drikke.
Nyttige egenskaber knytter sig til disse navne for indviede. Jeg vidste godt, at Toomai var den trofaste elefantdreng; men først langt senere grejede jeg, at Toomai var ham, der havde overværet elefanternes hemmelige dans dybt inde i Garobjergenes jungle, og at det gav ham en særlig status som sporjæger.
Elefantjægerne havde nok hørt om “elefanternes balsale”. Indtil kæmpeelefanten Kala Nag tog den 10-årige Toomai på ryggen og førte ham dertil, havde intet menneske fået syn for sagn.
I voksenlivet har Viborgs hemmeligheder optaget Toomai. For sådan er det jo. Enhver plet på jord har sine skjulte skatte, der indbyder til sporjagt. Elefanterne hyldede Elefant-Toomai med et basunstød, som ellers kun vicekongen fik at høre. Mindre kan gøre det med Viborgs hemmeligheder, hvilke de ellers monne være.
Er domkirkens krypt byens inderste? Kongens Kammer? Eller Sortebrødre Kirkes alter? Kanske Nytorvs 0 km-sten? Tingstedets aldrig fundne kongesten, Daneryg kaldet? De forborgne rester af det allerførste helligsted? Nej, jeg tror, at kombinationen mellem himlen over Viborg, søernes spejl og byens silhuet er den hemmelighed, som alle egentlig ved. Den er alle tiders.