Jeg har en svar lyst til at slå på tromme for en forholdsvis nyudkommen bog. Når jeg læser bøger, studerer kunstværker eller ser film, springer jeg fra, hvis ikke jeg føler mig i godt selskab.
Efter mine begreber skal en god kunstner gøre tilpas og give plads, og sådan er det med denne bog. Det er slemt at opdage, at budbringeren har skumle hensigter, at vedkommende er hemmelig agent for et syn, der ikke skal være mit.
Jeg har intet imod at flytte mig åndeligt, men skubbes vil jeg ikke. Ved den mindste mistanke er jeg stået af, sådan er det. Livet er for kort til at lade luskebukse hundse med én.
Karen Blixen var af den rigtige slags. I sine magiske fortællinger inviterer hun læseren indenfor i fantasiens forunderlige værksted. Af samme støbning er Hersom-forfatteren Henning Pedersens 188 sider store bog “En streg i vandet – 11 fantastiske fortællinger + 1”.
Et skib går i stå midt i Stillehavet, lige på datolinjen. Besætningen føler sig hensat til en tidslomme – uden for tid og sted – og medlemmerne fortæller på skift hinanden historier, den ene mere fantasifuld end den anden. Her er godt med lån fra litteraturens og myternes verden, men den forhenværende biavler Henning Pedersen har af al den magiske nektar slynget sin helt egen honning.
Henning Pedersen har jeg kendt, siden jeg som meget ung journalist i en artikel sammenlignede ham med én af vildmændene i det danske kongevåben. I ordets anden betydning lidt af en vildmand, men meningen var god nok. I Komplot-dagene var han lidt mere vild end nu, men knortekæp – aldrig.
Maskineriet kommer i gang igen, netop som matrosen har talt færdig. Jungmanden – Henning Pedersen som ung – når ikke at aflevere sin historie til de 11 andre. Skibet sejler videre.
Jungmanden får bogens sidste side, den klassiske fortælling om manden, der flygter til Samarra for at undgå døden. Men det er netop til Samarra, døden agter sig hen.
Hermed slår Bymanden en streg i sandet – og slår et slag for “En streg i vandet”