Ikke så sjældent spørger folk, hvorfor vi i Viborg forkorter gadenavnenes “Sankt” med “Sct.” Strengt taget er kun “Skt.” efter bogen. Men den lokale tradition bryder alle love.
I det mindste lige siden bykortet fra 1849 har “Sct.” været et særkende for en by, hvis slogan engang var “Danmarks hellige by”. Da helligheden var på sit højeste, spændte Viborgs praleliste over seks klostre, to kapeller, 12 sognekirker og en domkirke.
Engang var det vel nok at tale om “gaden til Sct. Mathias Kirke” og “gaden til Sct. Mogens Kirke”. Siden var det Sct. Mathias Gade og Sct. Mogens Gade. Just de to er det stabile element. Derimod har Sct. Peder, Sct. Nicolaj, Sct. Mikkel, Sct. Hans, Sct. Ib og Sct. Villads filtret sig ind i et broget mønster.
Dertil kommer Sct. Laurentii Kapel ved nutidens Sct. Laurentii Vej. Og så er der dem, der aldrig kom på gadeskiltet: Budolf, Stefan og Morten. Outsideren er Drottens Kirke, Treenighedens Kirke. Sct. Kjeld, Viborgs helt egen helgen, går gademæssigt i klasse med importerede helgener uden egne fortidige kirker: Jørgen, Knud og Oluf.
Asmild Kirke var oprindelig Sct. Margrethes Kirke, og domkirken var Vor Frue Kirke. Endnu mangler vi at få “Fruen” med i det gode selskab. I gamle dage gik Vor Frue Stræde fra Gammeltorv til Gråbrødre Kirke.
Sct. Peder tog os det næppe ilde op, hvis vi skruede tiden tilbage, så St. Sct. Peder Stræde igen var Gamle Bradepande. Helligbrøde, kunne nogle mene, men der er nu så rigeligt af helgener i den hellige by.
Forbigået har Sct. Apollonia sig lov til at føle. Hendes helligkilde neden for Sortebrødre Kirke kom efter mange år til at vælde som bybrønden Lones Kilde. Et stræde på bykortet fra 1677 bærer Lones navn. Guderne må vide, hvorfor det så blev til Sct. Leonis Stræde. En oplagt sag for Leoni Advokater.