Jeg begynder med en bekendelse. Våde sokker giver mig straks snue og udløser et tordenvejr af nys. Nogle få skridt i strømpesokker på et nyvasket gulv er nok. For slet ikke at tale om indenbords vand på en gåtur.
Det kan ikke gå for hurtigt med at få mit på det tørre igen. Tørre sokker er en Guds gave. Jeg er næppe alene. En del må have det som jeg. Mennesket er ikke skabt til at få klamme fødder. Jeg ynder at sige, at Viborg er opstået, fordi mennesket nu engang har det svært med svup i skoene.
Et topografisk kort viser, hvordan den jyske højderyg fra syd ender i Viborg. Herfra stråler et net af dale. Viborg – Helligdomsbjerget – er ganske simpelt et nav i det jyske hjul. Højderyg og dale er gode at følge for os, der skyr at få våde fusser.
Førhen var gåben det bærende element, og Viborg udviklede sig som jydernes naturlige mødested. Heste og stude har garanteret også sat pris på den bekvemme rejserute til centrum.
Uden nysen og prusten kunne folk fra nær og fjern tørskoede drage til Viborg og ofre til asatroens guder, og Hvide Krist overtog naturligt rollen som den tilbedte. Det er tørre facts.
De religiøse møder i halvøens nav førte også handel og jura med sig. Fra gammel tid kender vi Sct. Kjelds Marked og Snapstingsmarkedet. Viborg Ting gjorde Viborg til afgørelsernes og kongehyldningernes by. Så går vi til Viborg. Ganske enkelt.
Hvornår begyndte alt dette? Ingen ved det. Claus Christoffersen Lyschander, Christian den Fjerdes vidtløftige historiograf, har et bud. I Danske Kongers Slectebog når han frem til, at Viborgs historie lader sig skrive tilbage til år 193 efter syndfloden. Den gav med garanti sjaskvåde fødder.