“Olsens underskrift” kaldte vi spejdere kortsignaturen for lyng. Jeg sidder her med et meget gammelt kort over Viborg og de allernærmeste omgivelser. Denne Olsen har sandelig øvet sig i at skrive under. Dengang hed det sig, at Viborg gik med lyngkrave.
Nu om stunder har vores Olsen lært at betjene sig af den digitale underskrift. Godt for det, for lyng har kortet ikke længere meget af. Fra midt i 1800-tallet og et par tiår frem skiftede Viborg den brune krave ud med en grøn af nåletræer. Fra vadmel til nålestribet.
“Hedesagens mænd” i Viborg var fra den absolutte elite. Den førende var justitssekretær Georg Morville, der sammen med syv sympatisører overtog de sørgelige rester af skoven Margrethelund nordvest for byen. Nu skulle de foregå med det gode eksempel.
Kommunen og ikke mindst Viborg Byes og Omegns Sparekasse sluttede trop. De i dag kommunale Undallslund, Skrikes Plantage og Neckelmanns Plantage føjede sig til. De har deres navne efter hedesagsmændene Laurits von Undall, Julius Skrike og Carl Neckelmann. Vejingeniør Enrico Dalgas kom forbi og var med til at vise den vej, der førte til Hedeselskabet.
Viborg var hjemsted for Landsoverretten, og til den var Morville og Neckelmann knyttet. Det samme med Christian Købke, der ene mand kastede sig over heden øst for Nørresø.
Også den dømte ende af retslokalet var i øvrigt med. Fanger fra Viborg Tugthus gjorde det tunge arbejde i Undallslund. Tugthusets direktør var Laurits von Undall, der ikke bare fik en skov opkaldt efter sig. Til overflod fik han også titel af æresborger.
Set fra byen virkede de lyngklædte slugter på den anden side af søen uhyggelige. De hed i folkemunde “Helvedesdalene”. Selv for holdne mænd var hedesagen mere end et greb i lommen. Da Købke sammen med en ven stod og nød synet af de nu hyggelige slugter, sagde han, at de nu stod og betragtede hans formue.
Hvad sparekassens og hedesagens mænd dengang satte ind på den grønne konto, står i dag som en rekreativ værdi til glæde for alle.