Det virker, som om den gamle sandstensstøtte i Viborgs Hans Tausens Minde tiltrækker snegle af den traditionelle slags med huse. Helt op til den vogtende englebasse øverst på bagsiden snegler de sig. De har det godt under de beskyttende englevinger og højner kunsten.
En række mindre byer verden over har sluttet sig sammen i en bevægelse, der har en snegl med hus som symbol, Cittaslow. De skruer tempoet ned for at styrke deres egenart og gøre sig bedre at leve i. Sneglebyerne bekender sig blandt andet til slowfood. Hvad kan virke mere berigende end langsomt tillavet mad og drikke? “En bajers tid” er god tid og i sneglens ånd.
Viborg er historisk set ølbyen over alle. Særlig de store markeder og adelens selskabelighed gjorde i mange år Viborg til Jyllands i særklasse mest øltørstige by.
I professor Holger Jacobæus’ kendte rejseskildring fra 1692 er øltypen Skald med på listen over byens kendetegn. “Sterck øll” advarer forfatteren. Ifølge bogens latinske tekst får Skald maveregionerne til at sige skrald og bang, hvilket kan forklare navnet. Skald havde også ord for “at prale”.
I 1832 begyndte Odin som provinsens første industrielle bryggeri at læske egnens ganer. Sidst i 1868 tog Odin endda fat på at brygge bajersk øl. I en annonce fra den 27. november dette år anbefaler brygmester Lillienskjold sit sortiment til “Publicums Velvillie”. Blandt andet forefandtes “dobbelt sundhedsøl” – og hvem kunne ikke ønske sig dobbelt sundhed. Men det bajerske øl måtte de tørstige sjæle vente på indtil midten af december, for det lå endnu til lagring. Et godt bryg tager tid.
I 1937 relancerede Odin den ældgamle Skald som den stærkeste på holdet, og her holdt den sig, indtil bryggeriet i 1988 lukkede. Den er savnet.
Normalt praler byer helst med, hvor stærkt det går, særlig med indbyggertallet. Vilhelm Ehlert, stadsingeniør i Viborg fra 1928 og 36 år frem, gjorde derimod Viborgs sneglefart til en dyd, nærmest som en god lagerøl.
At drukne dræbersnegle i øl er et meget brugt fif. Men lad endelig ikke øllet blive de husbærende snegles skæbne.