Store dele af Sortebrødre Klosters historie ligger hen i mørke. Men nu står den sidste af klostrets priorer næsten lyslevende for os.
Motorsavskunstner Søren Brynjolf – med dybe Viborg-rødder – har gjort en stor stub efter en fældet ahorn til en sortebroder, der skuer ad Asmild til. Mon den sortkappede broder kan få øje på en nonne histovre på den anden side af Søndersø? Historierne om knap så hellige alliancer mellem nonner og munke er mange.
Da klostret efter 300 års virke i 1529 lukkede, hed prioren Niels Vinoldsen. Den ene Niels afløste den anden, for forgængeren hed Niels Jepsen. Ifølge kirkeværge Kai Frost lå det ligefor at kalde skulpturen Niels.
Et mildt efterårsvejr befordrer trækunsten, for sætter frosten først ind, kan træet gøre knuder. I øvrigt måtte ahorntræet lade livet for at give lys og liv til nogle mindre lindetræer.
Sortebrødre Kirke og Gråbrødre Kirke var i 1529 de første evangelisk-lutherske sognekirker i kongeriget. Før da var de bedekirker til katolsk klosterbrug. Hans Tausen var den reformerte Gråbrødre Kirkes første præst, mens kampfællen Jørgen Jensen Sadolin indtog den kirke, som Niels Vinoldsen måtte forlade.
Sortebrødre Kirke er ikke mere forandret, end at broder Niels kan nikke genkendende til de vigtigste træk. Den korsgang, han gik spekulative ture gennem, lever videre i kirkens søndre sideskib. Helt hjemløs er han ikke.