I min familie gik historien om en fjern slægtning, der for mange år siden vovede sig ud på en biltur til Rom. “Hvilken vej kørte du?” ville en vide. Hvortil han svarede: “Jeg kørte over Nim.” Nævnte lokalitet lå et par stenkast syd for udgangspunktet.
Lyder næsten som en vandrehistorie, men kan det ikke være lige fedt? Moralen er, at tråden til det globale er knyttet til det lokale.
Da jeg var dreng, var vi nogle knægte, der flere år i træk stillede os ud til hovedvej 13, når sommerferien satte ind. Det var tiden, før motorvejen mod øst snuppede Jyllands overordnede trafik. Foruden biler fra alle kroge af Danmark fik især norske, svenske, hollandske og tyske biler trafikken gennem Viborg til at svulme. Det var imponerende for en vestbydreng. Til hverdag var det mest de mange lastvognstog med fisk, der bibragte en kontinental duft.
I dag har jeg det sådan med den 5650 kilometer lange cykelrute Eurovelo 3. Den går fra Trondheim i Norge til Santiago de Compostela i Spanien og skærer gennem syv lande. Den har Viborg som sit danske fikspunkt.
Jeg har svært ved at tro, at nogen cykler hele turen, men bevidstheden om at være en del af noget større er alt nok, og en samling af etaper smager også af fugl.
Selv en spadseretur på Nørresøs østside kan give dette pift. Her kommer Hærvejen, den nationale cykelrute 3, ind fra Hobro. Etapen på 38,8 kilometer er et led i den lange Eurovelo-kæde, som under ét bærer det forpligtende navn Pilgrimsruten.
Ja, jeg føler mig lidt som en hardcore pilgrim, når jeg vandrer langs søen. Det er da stort.