Evnen til at fortabe sig i et landkort må bestå. Intet kan som et klassisk kort få tanker på gled.
I essayet “Danmarkskortet” giver Knud Sønderby mange rammende eksempler på, hvad et detaljeret landkort kan gøre ved det åbne sind. Blandt andet gør han den opdagelse, at Viborg ikke har langt til det salte vand:
“Hvem vidste, at viborgenserne kun havde ti kilometer til Limfjorden. En blindtarm fra dette idylliske østershav ved navn Hjarbæk Fjord er pludselig gået grassat helt ned i Midtjylland. Man er kommet igennem Viborg uden at ane det, og man får nu pludselig et helt nyt billede af viborgensernes søndagsliv.”
Hvordan kunne Knud Sønderby også vide, at samme Hjarbæk for år tilbage var lige ved at ende som noget stort på kortet. I 1840’erne var landsdelens bønder og byfolkene i Viborg svært enige om, at en kommende jernbane skulle have et knudepunkt i Viborg og slå et smut forbi en driftig havn i Hjarbæk.
I middelalderen brugte Viborg Domkapitel den lille ladeplads i Hjarbæk, når det skulle forsyne sig med sydesalt fra Læsø. Øen var kendt som Vor Frue Land og tilhørte i mange hundrede år kapitlet. Langt senere drømte viborgenserne om, at en kanal skulle tjene som en vandvej fra Viborg til Hjarbæk.
Lokale kræfter drev det så vidt, at en pæn havn lod sig indvi i december 1851. Samtidig fik vejen mellem Viborg og Hjarbæk et løft, hvilket de skrydede sig over i Aarhus Avis:
“Til den hendøende købstad Viborgs frelse er der nu foreslået at sætte vejen til Hjarbæk i stand.”
Tilbage til landkortet. Den nye havn og den bedre vej betød, at Traps Viborg-kort fra 1858 på den nordvestlige indfaldsvej signalerede, at den var “landevej fra Skive og Hjarbæk”. Men i længden kom Hjarbæk til kort.