En lille beretning fra en ældre herre på Frederiksberg fik mig til at tænke på “rottekongen” Cibrino. Jeg interviewede ham engang i Viborg, mens rotterne vimsede rundt, men de var nu meget medgørlige.
I hver en dansk flække spredte han humør, når han med sit lille rottecirkus stillede an med lirekassen. Ærlig talt er lirekassemusik et skrækkeligt fænomen, men tonerne er nært forbundet med danske byer af i går.
På samme vis, som når en gårdmusikant trak toner af et savblad eller trakterede harmonikaen, ofte forbundet med en folkelig sang. Salg af kamme forekom.
Som regel dukkede Cibrino og hans mange artsfæller bare op. De optrådte ikke i byens årskalender. Den glædelige overraskelse gjorde ikke oplevelsen mindre. Gademusikanter kender vi også i dag, men de er af en anden slags.
Den lille beretning skriver sig tilbage til sommeren 1951 og viser, hvor lidt der skal til, før et indtryk sætter sig for livet. Fortælleren var med sin far og storebror på cykel- og telttur i det nordlige Jylland, herunder til Viborg.
Efter at have besøgt domkirken og det historiske kvarter kom de tre ind i en forretningsgade. Vi giver ordet til gamle Knud fra Frederiksberg:
“Da vi var kommet ind i gaden, lød der pludselig fløjtespil. Folk kom ud på
trappestenene til forretningerne, andre stoppede og lyttede – betagede, som jeg husker det. Manden gik midt på gaden. Der var ingen kørende trafik. Akustikken var fin – genklang fra facaderne. Han spillede på en okarina, en urgammel form for fløjte af brændt ler.
Og videre:
“Det ville være forkert at opfatte dette som en nostalgisk, sentimental længsel efter “gamle dage”. Men det er et erindret billede af symbolsk, æstetisk, visuel og lydmæssig karakter – som oplevet af et 11-årigt barn. Og det er i hvert fald en situation, som er anderledes end i dag.”
På en måde lever “gamle dage” videre. Når en by som Viborg skaber sig om til juletiden, er det vel blot okarina-effekten i en højere potens. Byens rum som en magisk æske. Noget helt andet end nethandel.