Slet ikke så få gamle huse er kronet med en morgenstjerne, der sidder for enden af et spir. Højt over Karnapgårdens tag i Sct. Mogens Gade 31 sidder en sådan takket pryd.
Morgenstjernen er astronomisk set ikke en stjerne, men planeten Venus, der har det med at lyse igennem, når nat bliver til dag. Morgenstjernen varsler, at lyset jager mørket på flugt, akkurat som Jesus gjorde det. Jesus kaldte sig selv “den lysende morgenstjerne”.
På mange kirker er den et naturligt symbol. Et kendt eksemplar sidder på Regensens kirkefløj. Herrnhuterne i Christiansfeld tog som de forfulgte håbets stjerne til sig og lod den optræde på både kirkespiret og gadelamperne. Vi genfinder den i de kendte julestjerner fra Christiansfeld.
På hanebjælkerne anbragte folk i tidligere tider tordensten. Sådanne forstenede søpindsvin havde ord for at kunne skærme bygninger mod lyn. Det er da ikke helt skævt at tro, at også spir med morgenstjerner har haft en magisk rolle at spille – som en talisman, en lykkeamulet.
Ved Københavns Politigårds hovedindgang byder to forgyldte morgenstjerner af en helt anden slags velkommen til ordensmagten. En morgenstjerne var vægternes slagvåben, men var i raffinerede former også at finde i de militære arsenaler. Et hoved med pigge sad for enden af en kølle eller kæde. Drabelig så den ud. For vægterne var den nok mest for et syns skyld.
Viborg havde vægtere fra 1672 til 1892. De patruljerede med morgenstjerner. Jeg kender ikke til beretninger om, at de slog nogen til plukfisk. Men engang faldt en vægter i søvn på rådhustrappen. Han vågnede ved, at våbnet dansede på brostenene. Nogle latinskoleelever havde bundet en snor i stjernen og trak den hen ad torvet. Stjernetosset blev han, men de skyldige slap for prygl.
Over Den Gamle Præstegård i Sct. Mogens Gade 11 stråler den også, morgenstjernen. Det må være præsternes gerning, der skinner igennem, for vægtere har den aldrig haft boende.